Danske politibetjentes perspektiver på peberspray som magtmiddel

Introduktion

Peberspray blev introduceret som nyt magtmiddel for dansk politi i 2008. Begrundelsen for denne udvidelse af de tilgængelige magtmidler var, at det skulle medvirke til færre skader på både borgere og politibetjente i forbindelse med anholdelser. Specifikt var det et mål at reducere brugen af politistav (Bekendtgørelse 1430, 2007). Brugen af stav har dog været stigende siden indførelsen af peberspray – dog med et mindre fald i 2014. Rigspolitiet har i perioden fra 1. juli 2013 til 31.december 2014 modtaget 1.315 indberetninger om anvendelsen af peberspray (Institut for Menneskerettigheder, 2015). Den tilsigtede samlede reduktion i politiets brug af magtmidler er dermed ikke indtruffet, og peberspray er snarere blevet brugt som et supplerende magtmiddel end til at erstatte de andre indberetningspligtige magtmidler.

Situationen i Danmark er usædvanlig, idet brugen af peberspray er mellem fem og syv gange højere her end i Norge (Holmberg, 2013). En del af forklaringen på dette misforhold kan findes i lovgrundlaget, der regulerer brugen af peberspray. I dansk lovgivning har politibetjente i henhold til § 25a i Lov om fuldbyrdelse af straf tilladelse til at anvende peberspray ved passiv modstand. Hermed adskiller Danmark sig fra Norge og Sverige, hvor peberspray kun må anvendes ved aktiv modstand (Bekendtgørelse 1430, 2007). De danske politibetjente har derfor et større anvendelsesområde og derfor også et videre skøn i deres valg af magtmiddel. Den mest nærliggende forklaring på udviklingen er derfor, at peberspray i dag anvendes i situationer, hvor betjentene før 2008 havde brugt håndkraft og greb. Om end dette er en plausibel forklaring, er det vigtigt at gentage, at dette ikke var hensigten ved introduktionen af peberspray.

Der findes derfor et misforhold mellem den officielle målsætning og den faktiske udvikling. De to skitserede omstændigheder, forskellen mellem Danmark og Norge samt den markante stigning i brug af magtmidler rejser en række spørgsmål til danske politibetjentes brug af peberspray. I denne artikel vil vi afsøge mulige forklaringer på det tilsyneladende misforhold mellem på den ene side de enkelte politibetjentes opfattelse af peberspray og på den anden den officielle holdning i politiet til farligheden af peberspray.

Den officielle evaluering af pebersprays farlighed kan aflæses i det såkaldte magtbarometer, hvor dansk politi rangerer betjentenes forskellige magtmidler. Magtbarometeret indeholder følgende rangering af politibetjentenes magtmidler: skydevåben, politistav, hunde, gas, peberspray, håndjern, håndkraft og talens brug. Vi benytter dette magtbarometer til at definere ’magtmidler’ som en samlet betegnelse for de redskaber, som politiet har til rådighed, når de anvender fysisk magt over for borgerne. I magtbarometeret vurderes peberspray som et mere indgribende magtmiddel end både håndkraft og håndjern, men mindre end staven. I overensstemmelse med almindelige juridiske principper er det hensigten, at betjentene skal anvende det mildest mulige magtmiddel til at løse den forhåndenværende opgave (Rigspolitiet, 2013).

Vi analyserer denne spænding mellem hensigt og praksis ved at interviewe ni politibetjente fra tre forskellige politikredse i Danmark. Interviewene omhandlede deres perspektiver på brug af peberspray i anholdelsessituationer, men dette spørgsmål har mere vidtrækkende implikationer i forhold til myndighedernes brug af magt over for borgerne mere generelt. Vi benytter derfor vores undersøgelse af anvendelsen af peberspray som en case, der illustrerer refleksioner og praksis i danske politibetjentes brug af skøn og magtmidler. Formålet med analysen er eksplorativt, idet der kun foreligger meget begrænset forskning om peberspray i en nordisk kontekst (Holmberg, 2013). Yderligere viden om betjentes perspektiver vil derfor kunne være afsæt for fremtidig nordisk forskning.

Artiklen er opbygget ved, at vi først gennemgår den internationale forskning i politiets brug af peberspray. Herefter introducerer vi kort det gennemgående teoretiske perspektiv som neutraliseringsteori (Sykes & Matza, 1957). I det efterfølgende metodeafsnit beskriver vi kort vores informanter og forklarer, hvordan vi rekrutterede dem. Resultatafsnittet er bygget op om fire temaer, som blev identificeret og udvalgt til nærmere analyse i løbet af kodningen af vores interviews: (1) positiv evaluering af peberspray, (2) typiske situationer, (3) spray eller stav og (4) smerte eller skade. Disse temaer illustrerer de komplekse afvejninger, som betjentene foretager i den pressede anholdelsessituation, og følger en opbygning fra det konkrete og beskrivende til det mere abstrakte og diskuterende.

Tidligere forskning i politiets brug af peberspray

Peberspray består af et koncentreret udtræk fra chilifrugten. Det aktive stof hedder oleoresin capsicum, deraf den betegnelsen OC-spray. OC virker som en irritant, når det kommer i kontakt med hud, øjne, slimhinder eller ved indånding. Peberspray kan derfor blandt andet forårsage midlertidigt tab af synet, åndenød og generelle smerter. Koncentrationen af det aktive stof varierer mellem forskellige fabrikanter af peberspray (Smith & Greaves, 2002). Det er enormt komplekst at vurdere, om peberspray er et ’godt’ magtmiddel. Overordnet er peberspray i de – hovedsagelig amerikanske – evalueringer blevet vurderet som et meget effektivt magtmiddel, der i de fleste tilfælde kan pacificere en mistænkt, uden at dette fører til vedvarende skader på vedkommende (Edwards et al., 1995, Kaminski et al., 1999, MacDonald et al., 2009). For en grundig gennemgang af de amerikanske evalueringer af peberspray henviser vi til Kaminski og Adang (2010).

En opgørelse over de amerikanske politienheder fandt, at 86 procent af de responderende enheder placerede peberspray umiddelbart efter ’talens brug’ i deres magtbarometer (Smith & Alpert, 2000:235). I sammenligning placerer de fleste europæiske politienheder sprayen umiddelbart efter håndkraft ligesom i Danmark (Adang & Mensik, 2004:207). Smith og Alpert (2000:242) påpeger, at det netop er ved at bruge ’håndkraft’, at de fleste skader sker. Hermed kan brug af peberspray inden håndkraft – og umiddelbart efter talens brug – faktisk reducere en række af de skader, som typisk rammer betjente og mistænkte i disse situationer. Omvendt argumenterer Adang og Mensik (2004) for, at den voldsomme smerte, der er forbundet med at blive udsat for peberspray, også er et relevant parameter, og ikke kun de fysiske skader. I Holland har pebersprays indførelse heller ikke medført en reduktion i brugen af andre våben, på trods af at peberspray officielt opfattes som et mere indgribende magtmiddel end brugen af fysisk håndkraft (Kaminski & Adang, 2010).

Omdrejningspunktet for nærværende artikel er ikke pebersprays effektivitet, men rettere en afsøgning af, hvornår danske politibetjente mener, at peberspray bør tages i anvendelse. De danske politibetjentes brug af peberspray er stadig temmelig uudforsket. Institut for Menneskerettigheder (2015) fandt, at indførelsen af peberspray ikke har resulteret i en forventet reduktion i brugen af hårdere magtmidler, og Holmberg (2013) diskuterer en række forhold, som kan være medvirkende til at forklare dette. Én mulig forklaring er, at peberspray i de fleste situationer har afløst brugen af håndkraft og greb. Disse former for fysisk magt skal ikke indberettes og registreres derfor ikke. Det fremgår også af politiets indberetninger, at peberspray er blevet benyttet i en række situationer, hvor politiet ikke er blevet udsat for fysisk modstand. Dette kan indikere, at sprayen benyttes, når der ikke er en umiddelbar fare for angreb. Dette kan ifølge Holmberg (2013) indikere, at peberspray i visse situationer anvendes som en hurtig løsning på ellers tidskrævende problemer. Denne brug er omfattet af reglerne for anvendelse af sprayen, hvori det specificeres, at sprayen gerne må benyttes til at overvinde passiv modstand, men det var ikke med henblik på disse situationer, at sprayen blev indført.  

Den internationale og danske forskning identificerer en række ambivalente omstændigheder, som gør det svært at vurdere pebersprays effektivitet. Resultaterne er ikke entydige, men der synes at være en variation, alt efter hvor på magtbarometeret peberspray placeres. Dette fortæller os indirekte noget om, hvilke situationer peberspray benyttes i. De fysiske skader på mistænkte synes at blive reduceret, mens skaderne på betjente stiger (om end de samtidig oplever at være mere sikre). Samlet set giver peberspray færre skader end håndkraft og stav, men på bekostning af flere smerter for den anholdte. Denne forskydning fra skader til smerte kan udfordre betjentenes forståelse af pebersprays anvendelsesområde.

Vurderingen af, hvornår det er berettiget at påføre andre smerte, indeholder elementer af retfærdiggørelse over for én selv, kollegaerne og offentligheden. Vi vil undersøge, om og hvordan dette finder sted blandt danske betjente og inddrager neutraliseringsteori (Sykes & Matza, 1957) til at konceptualisere interviewpersonernes forklaringer. Den eksisterende forskning bør suppleres med neutraliseringsteorien for at bedre politiets skøn og brug af magtmidler. Vi benytter politiets brug af peberspray som en case, der bidrager til en diskussion af myndighedernes generelle brug af magt og skøn. Hermed tilføjer vores under-søgelse yderligere teoretisk funderede refleksioner over den generelle praksis i politiet på disse områder.

Teori

Sykes og Matza (1957) introducerede ’neutralisering’ som et begreb, der beskriver forskellige teknikker, lovovertrædere bruger til at legitimere deres kriminalitet. Teorien blev oprindelig formuleret som et modsvar til datidens teorier, der tilskrev subkulturelle fællesskaber og identiteter en stor rolle i udviklingen af særegne kriminelle normer (se f.eks. Cohen, 1955). Sykes og Matza (1957) argumenterede for, at betydningen af, at lovbrydere afviste de konventionelle normer til fordel for normerne i deres egne subkulturelle fællesskaber, var overvurderet. Ifølge Sykes og Matza er alle lovbrydere indlejret i det herskende værdifællesskab ligesom alle os andre, og når de overskrider normerne i dette fællesskab, vil de føle skyld og skam. Det er nødvendig at ’neutralisere’ disse følelser for at fortsætte med den afvigende adfærd.

I denne artikel vender vi den klassiske neutraliseringsteori ’på hovedet’ og undersøger, om den kan operationaliseres og finde anvendelse på den anden side af loven. Vi er i den forbindelse særligt interesseret i, hvordan politibetjentene tilskriver deres brug af magt mening. På trods af at deres vold – i langt de fleste tilfælde – er fuldt ud lovlig, er vores hypotese, at politibetjentene vil have brug for at neutralisere og rationalisere brug af vold, da voldshandlinger under de fleste andre omstændigheder betragtes som et brud på samfundsnormerne. Flere undersøgelser af politiet har fokuseret på politiets særlige kultur og dennes betydning for arbejdet og lægger sig derfor tættere på en subkulturel analyse (-Reiner, 2010:kap. 4; Chan, 1996, 1997). I nærværende artikel er fokus i stedet på, hvordan de enkelte politibetjente tilskriver mening til den magt og vold, de udøver i forbindelse med deres arbejde – dog peger dette også tilbage på selve politikulturen, men udgangspunktet er et andet.

Hazani (1991) har argumenteret for, at neutraliseringsteknikkerne er bredt anvendelige i analyser af individets rationalisering af handlinger, og altså ikke kun lovbryderes neutralisering af lovovertrædelser. Neutraliseringsteorien er da også før blevet brugt uden for sit oprindelige anvendelsesområde. Teorien er blevet anvendt til at forstå så forskellige fænomener som personer, der spiller bingo (King, 1990; Chapple & Nofziger, 2000), søndags-shopping blandt mormoner (Dunford & Kunz, 1973), og hvordan ofre for vold i nære relationer håndterer deres offerstatus (Ferrado & Johnson, 1983). Dog er neutraliserings-teorien, så vidt vi er bekendt, endnu ikke blevet brugt til at belyse politiets praksis. Vores mål er derfor, at vi ved at anvende teorien til at forstå lovhåndhæverne frem for lovbryderne både vil kunne bidrage teoretisk til at udvide neutraliseringsteoriens genstandsfelt, samtidig med at vi vil kunne pege på uudforskede aspekter ved politiets arbejde.

Sykes og Matza (1957) udspecificerede neutralisering på fem forskellige ’teknikker’. Disse teknikker benytter vi som konceptuel ramme for politibetjentenes forklaringer. Den første teknik er at benægte ansvar for handlingen i det hele taget. Den anden neutraliseringsteknik betegnes som benægtelse af skade. I forhold til vores interviewpersoner kan dette komme til udtryk ved, at politibetjenten benægter at have voldt en gerningsmand skade, eftersom peberspray ikke forvolder vedvarende skade og ikke efterlader varige spor, i modsætning til brug af politistav eller skydevåben. Den tredje neutraliseringsteknik fordømmelse af de fordømmende beskriver forsøget på at skifte fokus væk fra egen adfærd over på de personer, der måtte fordømme adfærden. Dette kan for eksempel være, hvis personer, der ikke efterkommer politiets henvisninger, udsættes for brug af peberspray og senere klager over forløbet. Her kan betjentene skifte fokus tilbage og påpege, at deres henvisninger ikke blev fulgt. Den fjerde neutraliseringsteknik er at appellere til en højere loyalitet. Hermed tilsidesættes konventionelle normer med henblik på at gøre plads til normerne fra en mindre gruppe. I nærværende artikel kan dette være i form af en korpsånd, hvor kollegaer forsvarer kollegaer. Endelig kan politibetjentene benægte, at der er et offer. For eksempel hvis den påførte smerte ikke betragtes som en reel skade, men derimod snarere som en form for selvforskyldt straf eller gengældelse.

Copes og Maruna (2005) argumenterede for, at neutraliseringsteorien er underudviklet. Dette, hævder de, skyldes en interdisciplinær ignorance, hvor man ikke har skelet til eksempelvis socialpsykologien. På cirka samme tid som neutraliseringsteorien blev fremsat, i 1957, skete der i socialpsykologien en kognitiv revolution, hvor individets meningstilskrivelse til sin egen verden fik en central rolle (Copes & Maruna, 2005). I forbindelse hermed har teorien om kognitiv dissonans væsentlige overlap med neutraliseringsteorien. Begge teorier beskæftiger sig med konflikten mellem éns selvbillede som en moralsk agent og éns handlinger, der muligvis er af en mere tvivlsom moralsk karakter (Wicklund & Brehm, 1976). Copes og Maruna (2005) peger i den forbindelse på en række problematikker, som vi vil gennemgå her.

Sykes og Matzas (1957:667) ambition med teorien var at forklare, hvorfor nogle personer bryder loven, mens andre ikke gør. Dette giver ikke så meget mening da man først neutraliserer, efter det er sket. Derfor argumenterer Copes og Maruna (2005) i stedet for, at neutraliseringsteorien må begrænse sig til at forklare vedholdenhed eller afholdenhed fra den kriminelle løbebane, efter den er indledt. På samme måde er det heller ikke vores ærinde at søge at forklare, hvorfor disse betjente valgte at blive en del af politiet, men i stedet at undersøge, hvordan de tilskriver mening til deres erhverv, og især hvordan de forholder sig til brugen af magt og vold i deres arbejde. Vi ser heller ikke neutraliseringen som et udtryk for ansvarsfraskrivelse, sådan som det var formuleret i den oprindelige teori, men nærmere som en måde at gøre éns handlinger meningsfulde for én selv på. Da brugen af vold i de fleste andre sammenhænge betragtes som afvigende, er vi interesserede i, hvordan politiet gør det meningsfuldt for dem selv i forhold til den konkrete situation. I overensstemmelse med Copes og Maruna (2005) betragter vi dermed neutraliseringsteorien som en teori om, hvordan man tilskriver mening til sine handlinger. Vi benytter i den forbindelse hovedsagelig de forskellige neutraliseringsteknikker som et analytisk greb til at kategorisere politibetjentenes udsagn.

Holmberg (1999) var inde på tilsvarende betragtninger i sit etnografiske studie af danske politibetjente. Holmberg (1999) fandt, at danske politibetjente omtalte og inddelte befolkningen i fire kategorier: kunderne, klientellet, hr. og fru Danmark samt publikummet. Holmberg påpegede, at det har afgørende betydning for politibetjentenes ageren, hvilken type borger de arbejder med. Kunderne er ’kendt af politiet’, hvilket indebærer, at personen er registreret af politiet og optræder i det interne system. De behøver ikke nødvendigvis at være dømt for kriminalitet, det er tilstrækkeligt blot at være blevet sigtet for et tidligere forhold. Klientellet ligner og deler en række karakteristika med kunderne, lever i samme område eller omgås personer, som er kendte kunder. Denne gruppe består af personer, som endnu ikke er blevet sigtet eller dømt for noget kriminelt, men som ifølge politibetjentene sandsynligvis snart vil blive anholdt eller allerede burde være blevet det. Hr. og fru Danmark er de personer, som politiet mener generelt ikke begår kriminalitet. Disse personer er dem, som politiet føler, at de har til opgave at beskytte fra kunderne og klientellet. Den sidste gruppe kalder Holmberg for publikummet. Dette er den generelle offentlighed, der udgør bagtæppet for politiets arbejde.

Dette skel mellem kriminelle og ikkekriminelle i diskurs og gerning medfører ifølge Holmberg (1999; se også Finstad, 2000) en praksis, hvor politiets forvaltning af deres skøn varierer. Skønnet bliver påvirket af, hvilken type borger politibetjentene vurderer, at de er i kontakt med, og altså ikke alene af borgerens handlinger i situationen. Vi benytter i denne artikel Holmbergs typologi til at strukturere og forstå empirien i kombination med Sykes og Matzas (1957) begreber. Disse teoretiske betragtninger danner grundlag for udforskning af forskningsspørgsmålet om, hvordan danske politibetjente forholder sig til brugen af peberspray sammenlignet med andre magtmidler. I lyset af det ovenstående vil vi især undersøge, hvordan politibetjentene rationaliserer deres magtanvendelse ved brug af neutraliseringsteknikker, herunder kategoriseringen af de forskellige dele af befolkningen.

Metode og data

Vores undersøgelse bygger på ni semistrukturerede interviews med danske politibetjente fra tre forskellige politikredse. Politibetjentene havde arbejdsplads i mindre og større byer i provinsen. Alle interviewpersonerne er tildelt pseudonymer, og deres geografiske placeringer er angivet i bred forstand for at sikre anonymitet. Tabel 1 nedenfor er en oversigt over informanterne. Alle interviews blev gennemført i foråret 2014.

Vores informanter er rekrutteret ved, at vi har kontaktet politikredsene via e-mail. I en af de tre politikredse, der gav tilsagn, blev den videre kontakt formidlet af en kommunikationskonsulent, der således virkede som gatekeeper og kontrollerede vores adgang til informanterne. Vi rekrutterede også informanter ved hjælp af venner og bekendte på sociale medier. Vi har så vidt muligt tilstræbt at få spredning i alder og anciennitet med henblik på en teoretisk dækning af mulige variationer i holdninger, der kan hænge sammen med disse forhold (Brinkmann & Kvale, 2014; Bryman, 2008).

Samtlige betjente, som meldte sig til at deltage i undersøgelsen, var mænd. Vi har desværre ikke haft mulighed for at interviewe kvindelige betjente, som udgør 14,3 procent af den samlede danske politistyrke (Bjørnholdt, 2015). Man kan gøre sig forskellige tanker om, hvorfor der ikke var kvindelige betjente, som meldte sig til undersøgelsen. Ud over at antallet af kvinder i det danske politi er relativt lavt, kan manglen på kvinder i denne undersøgelse skyldes, at få kvinder har anvendt peberspray. Dette kan muligvis begrundes i, at borgernes, herunder særligt mænds, adfærd over for kvindelige betjente ikke er lige så aggressiv som over for mandlige betjente. Mænds maskuline status kan formodes ikke at skulle forsvares på samme måde over for en kvindelig betjent som over for en mandlig. Selvom det ikke kan tages for givet, at kvinder reagerer ens i sammenlignelige situationer, er der alligevel undersøgelser, hvori det fremhæves, at kvindelige betjente har en adfærd, der kan medvirke til, at visse situationer bliver afviklet på en måde, så politiet undgår brug af magtmidler (Slot, 2012). Idet undersøgelsen kun belyser mandlige betjentes holdning til brugen af peberspray, har vi således ikke mulighed for at vurdere, om kvindelige betjente har en anden holdning. Det kan dermed ikke udelukkes, at deltagelsen af kvindelige betjente eventuelt ville have medført andre fund. Interviews med kvindelige betjente kunne have øget muligheden for at tegne et mere generelt billede af politistyrkens holdning, med det forbehold, at det fortsat er en kvalitativ undersøgelse.

Kvalitative interviews bruges til at få indsigt i interviewpersonernes egne begrundelser og perspektiver på, hvorfor og i hvilke situationer de anvender peberspray. Det er en velegnet metode til at belyse vores problemstilling, eftersom den eksisterende (kvantitative) forskning frembyder resultater, der er præget af stor ambivalens. Semistrukturerede interviews tager afsæt i en interviewguide, som bruges til at sikre, at de samme tematikker inddrages i alle interviews (Bryman, 2008). Temaerne i interviewguiden tager udgangspunkt i forskningslitteraturen. Semistrukturerede interviews er yderligere karakteriseret ved åbenhed i spørgestilen, hvilket giver mulighed for at følge op på de temaer, som informanterne finder mest væsentlige. Denne kombination medfører, at vi kan analysere mønstre i interviewpersonernes svar, samtidig med at vi kan udforske nye temaer, som vi ikke selv havde taget højde for i udfærdigelsen af interviewguiden (Brinkmann & Kvale, 2014).

I briefingen angående interviewene har vi sørget for at fremhæve, at betjentene ville være anonyme og til enhver tid kunne trække sig fra interviewet eller undlade at besvare spørgsmål. Derefter sikrede vi os, at betjentene var opmærksomme på, at interviewene ville blive behandlet fortroligt og dermed kun set af os og vores vejleder. Alle interviews varede mellem 30 og 60 minutter, de fleste omkring 45 minutter. Interviewene blev optaget digitalt med interviewpersonernes tilladelse og blev efterfølgende transskriberet næsten ordret. Alle artiklens forfattere læste samtlige interviews og diskuterede indholdet med henblik på at identificere gennemgående temaer. Vi tolker således, hvornår betjentenes udsagn kan opdeles i temaer, hvorefter vi har omformuleret temaerne så enkelt som muligt. Ifølge Bryman (2008) opstår et tema ofte, hvis et fænomen går igen i empirien. Den metodiske tilgang til kodningsprocessen tager udgangspunkt i Brinkmann og Kvales (2014) metoder, hvor vi har anvendt en bricolage af meningskodning, meningskondensering og meningsfortolkning. Kodningen tager således både udgangspunkt i undersøgelsens problemfelt og teori samt interviewpersonernes egne udtalelser.

De forskellige temaer blev diskuteret mellem forfatterne, og de fire væsentligste blev udvalgt, efter enighed var opnået. Udvælgelsen blev foretaget, på baggrund af hvilke temaer der bedst kunne danne grundlag for en besvarelse af undersøgelsens problemformulering. Vi fravalgte flere marginale temaer, der overlappede med de mere væsentlige (Brinkman & Kvale, 2014). Følgende temaer blev identificeret og udvalgt til nærmere analyse: (1) positiv evaluering af peberspray, (2) typiske situationer, (3) spray eller stav og (4) smerte eller skade. Disse temaer bruges til at strukturere gennemgangen af resultaterne. Formålet er at gøre analysen mere stringent, eftersom den hovedsagelig tager afsæt i de fundne tematikker. Vores hensigt er at supplere de kvantitative analyser af peberspray, der er gennemført internationalt, ved at udforske ambivalensen mellem skader og smerte. Yderligere vil vi udforske det, Holmberg (2013) præsenterer som et misforhold mellem intentionerne med introduktionen af peberspray og den efterfølgende stigning i indberetninger af brug af magtmidler.

Vores analysestrategi tager afsæt i en realistisk og pragmatisk tilgang til informanternes udsagn. Vi er interesserede i at forstå, hvordan problemstillingen tager sig ud fra politibetjentenes perspektiv, ikke at tolke disse udsagn som dele af en diskurs. Vores rekrutteringsmetode er præget af en vis selvselektion, og det begrænsede antal informanter indebærer, at vi ikke kan hævde, at undersøgelsen er repræsentativ for den danske politistyrke. Forholdet mellem vores stikprøve og danske betjente samlet er ukendt og kan ikke beskrives nærmere, da der ikke foreligger tidligere undersøgelser at sammenligne med. Det er ikke vores ambition at generalisere fundene, men allerede efter de ni interviews oplevede vi dog en vis datamætning, da flere af udtalelserne gik igen.

Resultater

I de følgende afsnit præsenterer vi de vigtigste resultater af vores undersøgelse. Resultatsektionen er opdelt efter de fire temaer, der var gennemgående i interviewene. De første sektioner er overvejende deskriptive og faktuelle, mens de sidste sektioner overvejende er åbne og diskuterende, i forhold til de komplekse afvejninger betjentene foretager. Vi samler op på resultaterne i en diskussion og konklusion til sidst i artiklen.

Positiv evaluering af peberspray

Peberspray blev omtalt meget positivt af alle undersøgelsens informanter. Peberspray blev således oplevet som et meget effektivt magtmiddel, mens de tilhørende ulemper fyldte væsentligt mindre i betjentenes beskrivelser.

Samtlige informanter beskrev peberspray som ”et rigtig godt magtmiddel” (Poul, politiassistent). Til denne udtalelse tilføjede Søren (politibetjent): ”det er simpelthen, mit indtryk er at det har gået sin sejrsgang gennem politiet, der er ikke nogen, der har noget negativt at sige om det magtmiddel.” Det gennemgående i betjentenes betragtninger var, at peberspray gør mange besværlige situationer lettere at håndtere, idet de mistænkte ”ikke kan gøre -modstand, hvis de ingenting kan se” (Michael, kriminalassistent). I forlængelse heraf til-føjede en informant med et glimt i øjet, at de mistænkte ”bliver så flinke, når de har fået den!” (Henning, politiassistent). En anden fordel, som blev fremhævet af flere informanter, var, at de opfattede peberspray som uskadelig. Flere af betjentene beskriver den sågar som ”fuldstændig harmløs” (Søren, politibetjent). Betydningen af de voldsomme smerter, der er forbundet med eksponering for peberspray, reduceres ud fra den betragtning, at den ikke har langsigtede skadevirkninger.

Selv om informanterne var positivt stemt over for peberspray, var det et gennemgående træk, at de sjældent benyttede andre magtmidler end talens brug. Peberspray blev betragtet som et godt supplement, men flere forklarede i stil med følgende informant en tilbageholdenhed:

Selvfølgelig skal det heller ikke bruges for meget. Det har vi også snakket meget om på politiskolen, med at det skal ikke bare bruges i flæng jo. (...) Jeg snakker meget med de folk, vi kommer ud til, og det har virket indtil videre jo, jeg har fået trukket det hele, men har kunnet snakke situationer ned. (Mads, færdselsbetjent)

Hermed introduceres en tvetydighed. På den ene side opfattede betjentene peberspray som harmløs, men samtidig har man snakket om at minimere brugen. Betjentene benægtede, at der er et offer, og at der sker nogen synderlig skade, men er samtidig bevidste om, at det er et magtmiddel, hvis brug skal begrænses. Det eneste gennemgående aspekt ved brugen af peberspray, som informanterne konsekvent problematiserede, var risikoen for selv at blive ramt: ”Hver tredje gang bliver vi selv udsat for det, mig eller en kollega. (…) det kan jo godt returnere over på mig eller min makker. Vi sidder også tit og tuder lidt i patruljebilen på vej hjemad” (Søren, politibetjent). Sprayens virkning er afhængig af afstand og vind, hvilket er elementer, som betjentene ikke altid kan nå at tage højde for i en presset situation. Dette behandler vi nærmere i det sidste afsnit om resultaterne.

Ovenstående viser, at politibetjentene langt overvejende forbandt peberspray med fordele. Selvom der generelt er en særdeles positiv holdning til peberspray, er effektiviteten i praksis situationsbestemt. Parallelt med den positive vurdering blev der også introduceret temaer, hvor konkrete afvejninger illustrerer mere tvetydighed. I det følgende afsnit undersøger vi hvad der er typisk for de situationer, hvor peberspray anvendes.

Typiske situationer

Citatet nedenfor er udvalgt som en illustration af den typiske situation, både i forhold til sted, situation og den type borger, der oftest bliver udsat for peberspray ifølge vores informanter.

(E)n situation er på et værtshus, hvor personalet ringer og beder os komme og hjælpe dem af med en fuld, træls og besværlig gæst, hvor vi kommer ind og retter henvendelse til manden og kan se, at han er fuld og er en stor og stærk fyr, som ikke vil noget som helst af det, vi siger til ham, som hellere vil slås med os. Og vi snakker længe om det her og forsøger at få ham ud og når vi ligesom synes, at nu må det holde op, nu skal vi videre, ikke også, så tager vi, tager jeg fat i hans arm og forsøger at få ham op og stå fra den barstol, han nu sidder på og det får ham så til at rejse sig op og i stedet for at tage fat i benet på barstolen som sådan, skal til at slynge den rundt i lokalet, og i løbet af samtalen kan man godt mærke, hvor det bærer henad og derfor er det en god ting lige en gang imellem at tage den [peberspray] op af hylsteret og lægge den i lommen, hvis man får brug for den. Så inden han nu fik den her stol svinget rundt i lokalet, så fik han en dosis af min peberspray i ansigtet, og det gør så, at han koncentrerer sig om noget helt andet lige i det øjeblik der og bliver blændet jo og desorienteret så meget, at vi får ham ned på gulvet og får ham i håndjern og ud derfra. Kort fortalt. (Preben, politiassistent)

Netop værtshus- og nattelivet var den kontekst, som langt størstedelen af vores informanter nævnte, når de blev spurgt til typiske situationer. At nattelivet er det sted, politiet oftest benyttede peberspray, relaterer sig også til den type af borgere, som peberspray blev anvendt imod. Informanterne beskrev ofte disse borgere som voldelige, truende og udadreagerende, som følge af at de var påvirkede. Disse situationer er med til at fjerne noget af ansvaret for smerten fra betjentene, idet der er tale om irrationelle ofre. Betjentenes beskrivelse stemmer overens med en opgørelse over brugen af peberspray i Danmark i perioden 2008 til 2011 (Institut for Menneskerettigheder, 2015). Ud af de 5.828 gange, peberspray blev benyttet i perioden, var det anvendt mod berusede borgere 3.410 gange og 1.131 gange mod narkotikapåvirkede borgere.

Enkelte betjente nævnte også personer med psykiske lidelser. Det følgende er en typisk beskrivelse:

Det er jo den der type, som tager stoffer. Ja, pumpede fyre og steroidefyre, som måske også lige har blæst hjernen ud en eller anden weekend, ikke også. Og ja, der er også psykisk syge er også inde over der. Fordi de kan også være sådan lidt uhåndterlige. Så det er jo den slags typer, det er jo ikke den almindelige borger, vi henvender os til. Det er jo folk, som er på et eller andet som regel, ikke også. Normale folk, de ved jo godt, hvordan de skal opføre sig. Dem kan man også snakke til. Det er jo mest folk, som ikke lige helt mener, de skal gøre, som vi vil have dem til. (Thomas, politiassistent)

Betjenten her foretager en adskillelse mellem de påvirkede og voldelige personer og dem, der bliver betegnet som ’normale’. Denne skelnen mellem borgere kan relateres til den kategorisering, Holmberg (1999) beskriver som henholdsvis hr. og fru. Danmark og kunderne og/eller klientellet. Der var forskel på, hvor mange gange vores interviewpersoner havde benyttet sprayen, men der var udbredt enighed om, at det typisk var i situationer, hvor borgerne var påvirket af alkohol. Holmbergs kategorier indfanger derfor ikke specifikt den typiske borger, som peberspray anvendes imod, de (narko)påvirkede. Vi diskuterer dette nærmere i diskussionen og konklusion af undersøgelsens resultater.

Spray eller stav

Betjentene i vores undersøgelse var ikke entydige, i forhold til hvordan peberspray skulle vurderes i sammenligning med andre magtmidler. Fire af informanterne mente, at peberspray bedst kunne sammenlignes med politistaven, mens de resterende informanter fremhævede problemer ved staven, som peberspray delvis opvejede:

Hvis man er i et voldsomt klammeri, så kan det være nødvenditg at bruge en af de der, især stav eller peberspray. Stav – personligt bruger jeg den næsten aldrig, fordi den er vanskelig at få op, så skal man tildele et slag, og så skal man efterfølgende have staven væk og have lagt manden i håndjern, så det bliver alt for besværligt at få den op. (Poul, politiassistent)

Her fremhæver informanten en praktisk fordel ved peberspray i sammenligning med staven. Denne fordel relaterer sig primært til de situationer, der opstår på den daglige patrulje og i typiske situationer. Omvendt blev staven vurderet som et bedre redskab ved større arrangementer, hvor der kunne være ophidsede folkemængder:

Hvis man nu har en stor flok mennesker, hvor du er nødt til at trække et magtmiddel af en slags, så vil jeg sige, at peberspray, det kan jo pacificere flere på en gang, altså, hvorimod hvis man tager staven, den har så en fordel, at det er individuelt, du får en person til at makke ret. (Mads, færdselsbetjent)

Nedenstående viser en modstridende vurdering af anvendelsesområdet:

Ja, jeg synes, den erstatter for en stor dels vedkommende politistaven, i hvert fald når vi patruljerer to mand, ikke også. Den kan ikke erstatte staven i forbindelse med at opløse en demonstration eller en mængde på gaden. (Poul, politiassistent)

Citaterne illustrerer, at der ikke er én løsning på en situation, men at det er op til den enkelte betjent at foretage et situationsbestemt skøn. Holdningen til peberspray kan også relateres tilbage til den enkelte betjents vurdering af sprayens placering på magtbarometeret. En gruppe informanter mente således ikke, at stav og peberspray kunne sidestilles, og henviste ofte flere gange i løbet af interviewene til, at peberspray befandt sig lavt på magtbarometeret:

Så egentlig, så ligger peberspray ret lavt på det, vi kalder magtbarometeret. Vi har sådan et magtbarometer, vi går ud fra, hvor at tale det er det laveste på barometeret, og pistol er selvfølgelig det højeste. Der kan man sige, at peber kommer ind ret lavt i barometeret. (Michael, kriminalassistent)

En informant i denne gruppe satte spørgsmålstegn ved pebersprays status som magtmiddel: ”men altså, ja, om det er et magtmiddel, det, altså ... jeg synes, det ligger meget lavt (...) det er virkelig, virkelig langt nede på skalaen” (Jan, politibetjent). Denne uenighed illustrerer fundamentet for den tvetydighed, vi fandt i den internationale forskning. 86 procent af amerikanske retshåndhævende myndigheder placerer peberspray lige efter mundtlige henstillinger, mens størstedelen af de europæiske politimyndigheder officielt placerer peberspray efter fysisk magtanvendelse, men før eller på samme niveau som brug af politistav (Adang & Mensink, 2004). Informanterne henviste til deres egen sikkerhed, og at en situation ofte blev lettere, hvis de enten truede eller anvendte peberspray mod mistænkte. Dette er en måde at fordømme eventuelle fordømmere på (Sykes & Matza, 1957). Et eksempel herpå er en betjent, som til spørgsmålet om, hvornår peberspray kunne bruges, svarer: ”hvis folk de er oppe at slås i nattelivet, og de så ikke reagerer på, at jeg siger, de skal stoppe, og så i stedet for selv at skal til at slås, jamen, så kan den blive brugt, peberspray. Fordi den har den gode effekt” (Henning, politiassistent). En anden betjent udtalte ligeledes, at peberspray kunne erstatte håndgemæng:

Interviewer 2: Vil du også sige, at det, at det nogle gange er mindre alvorligt at bruge peberspray end at gå sådan i håndgemæng med folk? Altså uden at bruge staven?

Søren: Ja, jamen, det er det jo helt klart. Altså, vi kan jo udrette meget mere skade på dem bare ved vores fysiske kraft. Hvis vi bare giver dem peberspray, så skal vi bare så tæt på dem og så sørge for, at de ikke gør skade på sig selv, for de er jo utrolig desorienterede, efter de har fået det. (Søren, politibetjent)

Pebersprays evne til hurtigt at pacificere de mistænkte fører ifølge informanterne til færre skader, når den mistænkte modsætter sig betjentenes henvisning. En anden informant udtalte, at sprayen kunne medvirke til, at betjentene fik en falsk tryghed på denne baggrund:

Der er mange, der tror, tager det som en selvfølge, at situationen, den stopper her, hvis det er, at den bliver fyret af. Men som sagt, det kan jo, utrolig mange gange så eskalerer det jo også. Så det skal man også lige have med i baghovedet. Den kan godt give en falsk tryghed. Det er ikke et vidundermiddel. (Søren, politibetjent)

Informanten betragtede det som en risiko ved denne tryghed, at betjentene kunne blive negativt overraskede, hvis situationen modsat forventningerne eskalerede. Som belyst i ovenstående sidestillede hovedparten af vores informanter peberspray med staven. Hertil er det væsentligt at bemærke, at betjentenes vurdering af pebersprays placering på magtbarometeret i sammenligning med staven ikke svarer til den officielle vurdering. Dette misforhold er uafklaret, men betinget af betjentenes skøn i de enkelte situationer, som igen er påvirket af deres forudgående subjektive vurdering af peberspray som magtmiddel.

Smerte eller skade

En vigtig egenskab ved peberspray var, at den overvældende smerte kan forhindre situationen i at eskalere. I dette afsnit belyser vi nærmere betjentenes holdning til denne smerte, og hvilken effekt den har på dem selv og de mistænkte:

(E)gentlig så er det jo et fantastisk godt magtmiddel i forhold til stav og pistol og håndjern, fordi det er uskadeligt, altså, det svier jo i øjnene, når man får det i øjnene, ikke også, men de tager ingen skade af det overhovedet. (Michael, kriminalassistent)

Til trods for at flere informanter beskrev peberspray som harmløs, var de enige om, at det kunne være meget smertefuldt at blive udsat for peberspray. En betjent beskrev effekten af peberspray som ”den ultimative smerte” (Søren, politibetjent). Andre informanter vurderede smerterne forbundet med peberspray som knap så intense. Der var også uenighed om, hvor lang tid effekten varer ved. Nogle informanter beskrev smerterne ved peberspray som langvarige, hvorimod andre mente, at smerten kun var kortvarig.

Flere af de adspurgte betjente fortalte, at de på den ene eller den anden måde var blevet udsat for peberspray selv. Enten var de blevet ramt af en kollega i forbindelse med en anholdelse, eller også var de selv blevet eksponeret for noget af den spray, de selv havde sprayet. Denne risiko for selv at blive eksponeret fremgår af følgende citat:

(J)eg står med en, der altså sådan begynder at blive lidt voldsom. Og så min makker vælger så at skyde med peberspray og det sprøjter så igen over på mig, og det er så det. Men det er sådan, altså, hvor det ene øje gerne bliver påvirket, og så kan man godt holde det andet åbent og sådan noget, og det, når man ikke får den direkte stråle, er det ikke helt så slemt. Altså, det svier, det gør det. (Tim, politiassistent)

Andre politibetjente fremhævede, at peberspray var et effektivt magtmiddel, som kunne bruges til at undgå varige skader på betjent og mistænkte. En informant udtalte: ”men det er da helt klart en forbedring, at vi har fået skudt den der peberspray ind nederst inde [på magtbarometeret], er det, fordi at vi kan undgå nogle situationer, der ellers måske ville eskalere” (Preben, politiassistent). Denne brug af peberspray fremgår også af en anden informants beskrivelse af en situation: ”(I) gamle dage så var man jo nødt til at tage fat i dem, men her så tog jeg bare min peberspray, inden han nåede at komme hen til mig” (Henning, politiassistent). Informanterne påpegede desuden, at alene advarslen om peberspray havde fået en effektiv præventiv virkning, efterhånden som kendskabet til pebersprays virkning var blevet udbredt blandt borgerne. De forklarede at det både havde en virkning på dem, som havde hørt om det, og på dem, som allerede havde prøvet at blive udsat for det. En generel og en specifik præventiv funktion. Dette fremgår af følgende citat:

Interviewer 1: Ja, har du prøvet at bruge peberspray, eller sådan true med at bruge den, og så har det ikke være nødvendigt?Søren: Ja, det bruger man sådan set også rigtig tit. Altså det. Det plejer også at lægge … altså rygtet, det spredes med, at det er den ultimative smerte, sådan set. Så plejer det også lige at tage den værste brod af det. (Søren, politibetjent)

Nedenfor omtaler en betjent en hypotetisk situation, hvor han vurderede, at det ville være mest hensigtsmæssigt at tage peberspray i brug tidligt for at undgå en voldsom fysisk konfrontation med en mistænkt:

man (har) jo nogle erfaringer med brug af peber, som man jo så siger: Skal jeg bruge den her i den her situation, eller skal jeg lade være? Men helt klart, hvis personen er meget opfarende, og man tænker: Ham her, ham kommer vi til at ligge og slås med helt vildt … jamen, så synes jeg, at peber er god, fordi at det tager lige toppen af ham. (Jan, politibetjent)

En betjent fortalte om en episode, hvor der blevet anvendt peberspray mod en mistænkt for at få ham til at falde til ro. Da betjenten og kollegerne har skyllet den mistænktes øjne, går han ”amok” igen. Han fortalte herefter, hvorledes to kolleger hjalp: ”men der havde jeg kaldt assistance, så der var kommet to mere og så en af dem, der var kommet, så gav han ham peberspray igen” (Henning, politiassistent). Informanten fortalte hertil, at peberspray ikke havde samme effekt som tidligere, hvilket bevirkede, at den mistænkte ramte ham i hovedet. Samlet vurderede han dog, at peberspray var et mere effektivt magtmiddel end staven.

Flere af informanterne udtalte, at det var sandsynligt, at peberspray nogle gange blev anvendt forebyggende for at undgå, at situationen udvikles yderligere, og for at hjælpe en kollega. Dette er i overensstemmelse med teknikken appel til højere loyalitet (Sykes & Matza, 1957), som beskriver en tilsidesættelse af de konventionelle normer for at gøre plads til normerne for en mindre gruppe. En informant udtalte endda, at han anså dette som værende hovedårsagen til, at politiet anvender peberspray. Han udtalte i interviewet følgende:

Altså, det er det jo næsten hver gang, kan man sige. Det er jo et eller andet sted noget, man bruger, fordi man mener, vi kan ende i en situation her, der kunne være rigtig skidt, hvis ikke vi gør det. Så (...) det har jeg tit været vidne til. Og det er jo også derfor, vi har den, og vi kan bruge den, hvis vi kan se, det her kan ende i noget træls noget, hvis det endelig er sådan. Så vil jeg også selv bruge den. (Tim, politiassistent)

Vores interviewpersoner tillagde synlige og varige skader større vægt end den kortere, men muligvis mere intense smerte, som peberspray medfører. Dette udgør en form for benægtelse af skade på offeret, idet smerten er midlertidig og ikke farlig (Sykes & Matza, 1957). Enkelte erkendte dog, at peberspray kunne give varige skader, men pointerede samtidig, at sandsynligheden var meget lille (Mads, færdselsbetjent, og Jan, politibetjent).

Diskussion og konklusion

Vores interviews demonstrerer, at de danske politibetjente, der deltog i undersøgelsen, generelt var særdeles positive over at have peberspray som en del af repertoiret af magtmidler. Den væsentligste grund til dette var, at det blev vurderet til at være et meget effektivt magtmiddel, især i situationer med alkoholpåvirkede personer. Der var uenighed om, hvordan peberspray skal opfattes i sammenligning med brug af staven. Dels var der uenighed om de to magtmidlers relative placering på magtbarometeret, altså hvad der er det mest alvorlige magtmiddel. Dels var der uenighed om, hvilke typer af situationer henholdsvis staven og peberspray egnede sig bedst til.

På vores spørgsmål om, hvordan betjentene forholder sig til afvejningen mellem smerte og skade, blev det i svarene fremhævet, at sprayen kan forhindre situationer i at eskalere og dermed bidrage til at mindske de samlede skader, der ellers ville være opstået. Denne diskussion af skade over for smerte tematiserer mange af de indeholdte problemstillinger ved brugen af peberspray. Rapporten fra Institut for Menneskerettigheder anvender samme metodiske tilgang som denne i undersøgelsen af danske politibetjentes brug af peberspray. Rapporten beskriver, hvorledes interviewede betjente beskriver peberspray som et af de mest skånsomme magtmidler i politiets repertoire. Vores undersøgelse understøtter lige-ledes dette fund, men tilføjer dog yderligere en dimension, da nogle af de i denne under-søgelse interviewede betjente mener, at peberspray er et magtmiddel, der kan påføre alvorlig smerte (Institut for Menneskerettigheder, 2015).

Selv om effekten af peberspray blev omtalt som særdeles ubehagelig, findes der i betjentenes udsagn en række forklaringer, som kan relateres til forskellige neutraliseringsteknikker. Vi fandt eksempler på både benægtelse af et ansvar, benægtelse af et offer, benægtelse af skade og fordømmelse af fordømmerne (Sykes & Matza, 1957). Hvor Sykes og Matza teoretiserede, at afvigere benyttede neutraliseringerne præskriptivt, finder vi neutraliseringer, når betjentene bagudrettet redegør for deres handlinger. Brugen af vold er et brud med almindelige normer, og det er kun i konteksten af politiets arbejde, at dette brud bliver acceptabelt.

Som det fremgår af tabel 1, er det ikke alle betjente, som har anvendt peberspray; vi kan dog konkludere, at den positive holdning til dette magtmiddel kan begrundes i den effekt, det har. Betjentene fremhævede, at talens brug, altså trussel, ikke altid var tilstrækkeligt. Hvis de først forsøgte at bruge talens magt, og de mistænkte fortsat ikke fulgte deres anvisninger, kunne de trække peberspray som løsning på situationen. Herved havde betjentene advaret de mistænkte og taget ansvar for handlingen. Dette kan ses i sammenhæng med neutraliseringsteknikken ’benægtelse af offer’, eftersom skaden ansås som selvforskyldt eller gengældelse for et forsøgt angreb mod dem. Af betjentenes udsagn fremgik det så-ledes, at peberspray blev anvendt mod borgere, som ikke umiddelbart var til at tale til fornuft. Dette genfindes ligeledes i rapporten fra Institut for Menneskerettigheder, hvori de interviewede betjente beskriver, at peberspray ofte anvendes mod påvirkede borgere, der er udadreagerende eller ikke til at tale med. Dette indikerer at neutraliseringsteknikkerne også kan anvendes til at tolke på resultater der ligger uden for vores eget materiale, eksempelvis de resultater der kan findes i omtalte rapport fra Institut for Menneskerettigheder (Institut for Menneskerettigheder, 2015).

Det er ikke hr. og fru Danmark, der udsættes for peberspray. Det er påvirkede, aggressive og irrationelle personer, hvilket fjerner noget af betjentes ansvar for at have påført smerte, idet de reelt ikke havde andet valg. På en måde bliver det hermed en form for selvforskyldt straf til dem, som ikke fulgte betjentenes henvisninger, men som i visse tilfælde tilmed kunne finde på at vende sig mod politiet og gå til angreb. Der er hermed ikke et offer i gængs forstand, men derimod personer, der ikke rettede sig efter politiet. Det er således muligt at genfinde Matza og Sykes teknik ’benægtelse af offer’ i betjentens rationalisering af brugen af peberspray mod personer, som ikke efterkommer deres henvisninger. Dette berettiger betjentenes magtanvendelse i henhold til de forklaringer, vores interviewpersoner kom med. Betjentenes forklaringer viser, at de fordømmer eventuelle fordømmere (Sykes & Matza, 1957), da der kan opstå situationer med påvirkede personer, hvor det ikke er muligt at ræsonnere på almindelig vis. Dermed benægter betjentene også et ansvar, da mindre indgribende magtmidler i praksis ikke er anvendelige, uden at situationen risikerer at eskalere yderligere.

Holmbergs typologi over måden, politiet inddeler befolkningen i forskellige typer på, fungerer som en udmærket baggrund for at forstå politiets arbejde i mange kontekster. Dog tyder vores data på, at borgernes sindstilstand i mødet med politiet også er af afgørende karakter for politiets fortolkning og ageren i situationen. Især tillægges det stor betydning, hvis borgeren er påvirket af enten alkohol eller illegale rusmidler. De situationelle omstændigheder viser sig altså også at være af stor betydning for betjentenes ageren, lige som deres tidligere kendskab til borgeren eller deres umiddelbare indplacering af vedkommende i Holmbergs typologi. Man kan med andre ord sige, at påvirkningen er en væsentlig faktorer, som medierer forholdet mellem betjent og borger. Denne faktor vil givetvis have betydning for, om politibetjentene opfatter borgeren som en del af klientellet eller som hr. og fru. Danmark, men påvirkningen vil sandsynligvis også tillægges en betydning i sig selv, uanset hvor borgeren indplaceres i Holbergs typologi.

Flere af de interviewede betjente nævnte, at en tidlig anvendelse af peberspray kunne forhindre, at konflikter med politiet eskalerede unødigt. Denne position er tidligere analyseret i forskningen (Rappert, 2007). I en amerikansk opgørelse blev der lagt vægt på, at brugen af peberspray inden håndkraft reducerede en række skader. I overensstemmelse med denne undersøgelse bliver der altså lagt vægt på, at de fysiske skader i forbindelse med en anholdelse umiddelbart kan reduceres markant ved at bruge peberspray tidligt. Dette er et kompliceret spørgsmål omhandlende, hvad der er mest alvorligt: at påføre en stor smerte med en lav risiko for varige skader, som når politiet benyttede sig af peberspray, eller potentielt at påføre varige skader, som når politiet benyttede sig af fysisk magtanvendelse. Politibetjentene gav generelt udtryk for, at de ikke opfattede den skade, som peberspray med-fører, som særlig alvorlig. Vi oplevede ligeledes ikke, at betjentene følte sig splittet mellem på den ene side at påføre smerte og på den anden side at udføre deres arbejde, da peberspray af dem anses som et legitimt arbejdsredskab. Der kan derfor argumenteres for, at betjentene retfærdiggjorde og ’neutraliserede’ deres brug af peberspray, med henvisning til at den ikke medførte varige skader. Der er altså tale om en vis benægtelse af skade (Sykes & Matza 1957:667). Denne holdning til peberspray blandt politibetjentene, udleder vi, kan have en afgørende indflydelse på, hvor ofte og hvordan betjentene benyttede sprayen i deres arbejde.

Den afgørende forskel på peberspray og de andre magtmidler var ifølge betjentene, at peberspray ikke giver varige skader. Denne betragtning genfindes i en undersøgelse, som viste, at brugen af peberspray reducerede risikoen for, at mistænkte fik påført varige fysiske skader i forbindelse med anholdelse (Holmberg, 2013). Vi vurderer yderligere, at det kan betegnes som benægtelse af ansvar, når en betjent direkte stillede spørgsmålstegn ved, hvorvidt peberspray overhovedet kunne betegnes som et magtmiddel. En informant udtalte eksempelvis, at betjentene benyttede peberspray i stedet for selv at indgå i hånd-gemæng med borgerne. Ansvaret for magtbenyttelsen befandt sig hos de borgere, der ikke fulgte betjentenes anvisninger. Tværtimod tog betjenten ansvar for, at situationen ikke forværredes mere end højst nødvendigt. Betjentene følte derfor ikke en indre dissonans mellem at påføre smerte og samtidig gøre sit arbejde. Den lovlige brug af magt er, hvad der retfærdiggør påførelsen af smerte i det professionelle arbejde, ikke betjentenes efterfølgende forklaringer af forløbet.

Det er bemærkelsesværdigt, at der er denne uenighed blandt informanter om pebersprays anvendelse i sammenligning med staven. Enten vurderer de, at peberspray er mere indgribende end den officielle vurdering, eller også dækker uenigheden over, at de er uenige i, hvor alvorligt et magtmiddel staven udgør. I den eksisterende forskning diskuteres det, hvor vanskeligt det kan være at kommunikere og forstå smerteoplevelser fra såkaldte less-than-lethal-våben, for eksempel peberspray og elektriske stunguns og taserguns (Rappert, 2007). Der er en væsentlig pointe i, at den oplevede smerte for de mistænkte, der udsættes for peberspray, kan være mindre håndgribelig for de danske betjente end normale slag og greb. Smerte er en langt mere subjektiv størrelse end konkrete fysiske skader. Dette kan være en medvirkende forklaring på den relativt afslappede holdning til sprayens smerte- og skadevirkninger. Når vi omtaler betjentenes forklaringer som neutraliseringer, er det således også en måde at begribe den udfordring, betjentene står over for, på. Peberspray rummer megen ambivalens og kompleksitet, som udgør en kognitiv udfordring for enhver, ikke kun de betjente, som vi har interviewet. Dog er smerte stadig en relevant kategori at vurdere proportionaliteten af politiets magtanvendelse ud fra. Vi noterer, at danske politibetjente ikke længere påkræves at opleve pebersprays virkninger på egen krop som led i deres træning, hvilket tidligere var tilfældet.

Overordnet kan vi konkludere, at alle betjentene var meget positive i forhold til peberspray som magtmiddel i deres arbejde. Det skyldes ofte, at betjentene oplever, at den letter deres arbejde og kan løse konfliktfyldte situationer, uden at betjentene behøver at involvere sig tilsvarende fysisk med håndkraft i disse konflikter. Dette kan forklare, hvorfor der indtrådte en samlet stigning i indberetninger af brug af magtmidler efter pebersprays introduktion. Det er stadig ikke afklaret, hvorfor der er så stor forskel på brugen af peberspray i Danmark og Norge. En undersøgelse af dette kunne for eksempel starte med at sammenligne antallet voldssager i nattelivet i de to lande eller antallet af sager om vold mod tjenestemand i funktion. Undersøgelsen bidrager desuden med viden om, hvordan ruspåvirkning påvirker politiets møde med borgere og i deres magtanvendelse over for disse. Hvordan og hvor meget borgerne er påvirket i deres møde med politiet, tillægges stor betydning af de interviewede betjente. Dette er ikke overraskende, siden størstedelen af de borgere, der udsættes for peberspray, har været ruspåvirkede i situationen. Denne undersøgelse bidrager dog med værdifuld viden om, hvilken betydning denne påvirkning tillægges af politibetjentene i deres arbejde. På baggrund af vores anvendelse af Sykes og Matzas neutraliseringsteknikker til at analysere politibetjentes fortællinger om brug af magt, kan det konkluderes at denne teori også kan anvendes til at forstå politibetjentes redegørelser for kriminalitetskontrol, såvel som lovbryderes redegørelser for kriminelle gerninger.