Sammendrag

I de danske diskussioner om forholdet mellem national og international ret og inkorporering af menneskerettighedskonventioner har det været et gennemgående argument, at domstolene ikke bør tildeles en større retspolitisk opgave som selvstændig fortolker af internationale retsnormer. Det er nemlig den demokratisk legitime lovgivningsmagt, der har hovedansvaret for at sikre den løbende opfyldelse af de konventionsmæssige forpligtelser. Spørgsmålet er imidlertid, hvordan lovgivningsmagten forvalter dette ansvar.

I denne artikel analyseres en række nyere danske lovforarbejder med henblik på at afgøre, på hvilken måde lovgivningsmagten inddrager og anvender internationale menneskerettigheder i forbindelse med fremsættelse af lovforslag. Analysen giver anledning til en række konklusioner, der i et vist omfang rykker ved gængse fortolkningsprincipper og antagelser i den forfatningsretlige litteratur.

Det illustreres således, at regeringen praktiserer en relativt minimalistisk fortolkningsstil, der ikke giver de retsanvendende myndigheder gode forudsætninger for at forvalte lovgivningen på en måde, så brud med de konventionsmæssige forpligtelser undgås. Dette rejser spørgsmålet, om det fortsat giver mening at docere de velkendte grundsætninger om international rets status i national ret og fx fortolknings- og formodningsreglen, når lovgivningsmagten ikke reelt har påtaget sig opgaven med at sikre en effektiv implementering af Danmarks menneskeretlige forpligtelser.