Konkret eller abstrakt politiarbejde?

1. Indledning

Hvad kan gøre en politiopgave mere eller mindre attraktiv for dem, der skal udføre den? Svarene på dette spørgsmål er ikke blot et organisationssociologisk kuriosum, der udelukkende har relevans for en HR-afdeling, men kan både have betydning for borgernes retssikkerhed og for sammenhængskraften i fremtidens politi. Politiarbejdet spænder over meget forskelligartede opgaver, der ofte kræver meget forskellige former for problemløsning. Dette afspejler sig blandt andet i organisationens forgreninger i diverse funktioner, der tilsammen skal gøre politiet i stand til at håndtere sine opgaver. Men selv hvis man alene fokuserer på de to arbejdsområder, som tilsammen beskæftiger det store flertal af politifolk, beredskab og efterforskning, er det en overvældende række forskellige opgaver, der tegner politiets arbejdsområde. En helt almindelig patruljerende politibetjent kan f.eks. på en gennemsnitlig uge være beskæftiget med så forskellige opgaver som indbrud, vold i nattelivet, butikstyveri, psykisk syge, bevogtning, voldtægt, fartkontrol, husspektakler, larmende privatfester, vanrøgt af børn, dødfundne, færdselsuheld osv. Det er forståeligt, hvis den enkelte politibetjent ikke finder alle disse opgaver lige underholdende eller meningsfulde. Sådan er det i de fleste jobs. Men selv om den enkelte politibetjent må forventes at være tro mod sit job, er forståelsen af og de forskellige opgavers attraktion næppe uvæsentlig for, hvordan de varetages i praksis (Lipsky, 2010).

”Motivation” kan i sig selv være svært at definere, men arbejdsmarkedsforskere kredser i hovedreglen om definitioner, der beskriver motivation som en drivkraft eller energi, der kan fremmes i mennesker, og som bidrager til at øge entusiasmen, sætte retning og øge produktiviteten (Sommerfeldt, 2010, s. 22–24). Inden for arbejdslivsforskning er der en lang tradition for at undersøge professionel motivation. Herzberg, Mausner & Snyderman (1959) viste med deres klassiske two-factor theory, at henholdsvis tilfredshed og utilfredshed på arbejdspladser langt hen ad vejen kan ses som to væsensforskellige ting og altså ikke bør betragtes som et kontinuum gående fra utilfredshed til tilfredshed. De forhold, der kan skabe utilfredshed (”hygiene factors”), har ifølge denne skole ikke så meget at gøre med det egentlige indhold af arbejdet, men handler mere om de generelle arbejdsforhold (løn, arbejdsbetingelser, sammenhold osv.), mens de forhold, der kan skabe faktisk tilfredshed eller motivation (”motivators”), derimod udspringer af det egentlige arbejde (selve opgaverne, oplevelse af succes, personlig udvikling osv.). De faktorer, der er knyttet til nydelse, meningsfuldhed og selvrealisering, er således knyttet til selve arbejdets indhold (Herzberg, 2003; Herzberg m.fl., 1959). Vernon Sommerfeldt (2010) har anvendt en lettere korrigeret version af det af Herzberg m.fl. anvendte undersøgelsesdesign på australske politifolk og også her fundet, at selve opgaverne var blandt de afgørende motivationsfaktorer, dog uden at komme nærmere ind på, hvad det egentlig er for elementer ved opgaverne, der opleves som motiverende.

Umiddelbart er de organisatoriske arbejdsforhold, altså ”hygiejnefaktorerne”, nemmere at ændre på end selve opgaverne. Her kan de lokale ledere, HR-afdelinger og fagforeninger på relativt kort tid gøre en betydelig forskel. Selve opgaverne er derimod definerende for politiet og ændrer sig kun langsomt sammen med samfundsudviklingen. Dansk politi gennemgår dog netop i disse år ganske overvældende forandringer. Både hvad angår de organisatoriske udviklinger (reduktion af grunduddannelsen og oprettelse af specialiseringslinjer, indførelse af politikadetter og oprettelse af nye tværfaglige efterforskningsenheder mv.), og hvad angår selve opgaveporteføljen (nye og udvidede analyse- og efterretningsopgaver, grænsekontrol, en kraftig udvidelse af bevogtningsopgaver og et eskalerende antal opgaver med håndtering af psykisk syge), er der tegn på, at indholdet af politiets arbejde på flere måder er ved at ændre grundlæggende karakter. Dette hænger sandsynligvis sammen med et større igangværende politisk og økonomisk paradigmeskift, hvilket typisk er dét, der medfører de største ændringer i politiets opgaver (Conrad & Mikkelsen, 2017). På denne baggrund er det et meget relevant spørgsmål, hvordan de nyeste medlemmer af politiorganisationen vurderer politiopgaverne, og hvilke elementer de anser for motiverende. Vi har i denne undersøgelse således undersøgt, hvilke motivationer og forståelser der rent faktisk knytter sig til politiopgaverne blandt de nyeste medlemmer af styrken, da det primært er dem, der kommer til at udfylde de roller, der kommer til at kendetegne politiet i de næste mange år. Hvis der i denne proces ikke tages højde for, hvad der driver motivationen og professionsidentiteten, kan begge dele risikere at lide skade. Men der kan lige så vel gemme sig underbelyste potentialer, som bør indgå i udformningen af fremtidens politi.

2. Tidligere forskning i politikultur og politistuderendes motivationer

Der er ikke mange studier, der eksplicit omhandler politistuderendes vurderinger af politiopgaver, men store dele af forskningslitteraturen beskæftiger sig implicit med dette spørgsmål. Der er særligt to grene af litteraturen, som dette studie trækker på. Den første gren beskæftiger sig eksplicit med politistuderende, og hvad der har motiveret dem til at søge ind på politiuddannelsen, hvilket en række internationale studier gennem tiden søgt svar på (f.eks. Chan, Devery & Doran, 2003; Fielding, 1988; Foley, Guarneri & Kelly, 2008; Lester, 1983; Van Maanen, 1973). I de skandinaviske lande har der også i nyere tid været relativt mange studier, der undersøger, hvorfor de studerende har valgt at søge ind i politiet, hvilket sandsynligvis skyldes, at en meget stor del af den nordiske politiforskning er direkte tilknyttet politiuddannelserne (Bloksgaard m.fl., 2016a; Bloksgaard, 2016b; Fekjær, 2012; Fekjær, 2014; Hoel & Christensen, 2016; Larsson, 2010; Larsson, Strype & Thomassen, 2006; Lauritz, 2009; Winnæss & Helland, 2014). Selv på tværs af de klassiske angelsaksiske studier og de nyere nordiske er der et stort overlap mellem de fremhævede motiva-tioner for at søge ind i politiet. Prøver vi at se på de fund, der går igen i flere studier, kan vi opliste følgende:

Selv om vi i denne artikel ikke beskæftiger os eksplicit med motiver for at vælge politihvervet, er disse studiers fund særdeles relevante for nærværende undersøgelse, da mange af de ovenstående motiver kan genfindes i de forestillinger og erfaringer, de politistuderende lægger i vurderingen af de konkrete opgaver.¹ Men i og med at vi drejer blikket væk fra overordnede motivationer for valg af politihvervet til praksisfællesskabets vurderinger af, hvilke faktorer der gør politiopgaver attraktive, håber vi at kunne pege på andre aspekter af disse motivationer.

Adskillige af de foregående studier peger på, at der blandt politistuderende – såvel som blandt studerende på diverse andre studieretninger – sker en betydelig værdi- og adfærdsmæssig tilpasning til politihvervet, allerede inden uddannelsen påbegyndes (Chan, 2001, s. 115; Chan m.fl., 2003; Winnæss og Helland, 2014). Det samme gør sig gældende i undersøgelser af andre studieretninger, så det er ikke specifikt for politiet (Winnæss & Helland, 2014, s. 95–96). Men det betyder, at der allerede i starten af uddannelsen er skabt en række forestillinger, som er virksomme, i og med at de rent faktisk er med til at forme forventninger og adfærd hos de studerende. Ikke mindst af denne grund er det interessant for os at sammenligne motivationerne hos de nystartede politistuderende med de mere erfarne politistuderende, der er ved vejs ende i uddannelsen, idet der også er en del forskning, der peger på, at uanset hvor meget de studerende på forhånd har forsøgt at socialisere sig ind i hvervet, ændrer deres perspektiver sig ofte betydeligt i løbet af de første par år (Chan m.fl., 2003; Fielding, 1988; Lauritz, 2009; Petterson, 2015; Van Maanen, 1976).

Den anden gren af politiforskningen, som er relevant at fremhæve, er den meget store del af både klassisk og nyere politiforskning, der beskæftiger sig med brugen af det faglige skøn blandt patruljerende politifolk og politifolks forståelser af politiarbejdet. Det er ikke som sådan motivationen, der er det primære fokus i hovedparten af disse studier, men snarere risikoen for, at politikulturen kan indeholde træk, der er inkompatible med retsstaten og borgernes retsstilling. Ikke desto mindre er denne forskning også yderst relevant at skele til, da den ofte også implicit behandler, hvordan de patruljerende politifolk forstår og vurderer de forskellige opgaver. F.eks. peger en stor del af litteraturen på, at det kun er visse typer af opgaver – typisk karakteriseret ved egentlig kriminalitetsbekæmpelse og tilfangetagelse af letforståelige kriminelle – der fortjener at blive omtalt som ”rigtigt politiarbejde” (f.eks. Finstad, 2000; Granér, 2004; Granér, 2014a; Holmberg, 1999; Loftus, 2009; Reiner, 2010; Van Maanen, 1978). Hvordan politifolk konstruerer ”rigtigt politiarbejde”, siger en del om, hvilke kriterier de vurderer de enkelte opgaver ud fra. Forfatterne peger her typisk på, at opgaven skal omhandle letforståelig kriminalitet, der med høj sandsynlighed vil medføre en dom, og som ikke indeholder for meget papirarbejde (Holmberg, 1999, s. 42–47), eller som Van Maanen (1978) formulerer det, skal opgaven helst indeholde ”the rite of search, chase and capture” (s. 7). I tråd med disse studier peger Jennifer Hunt på baggrund af sit mangeårige feltarbejde i New Yorks politi på en dikotomi mellem det, hun kalder politiarbejdets ”inside” og ”outside”. I hendes undersøgelser blandt de operative politifolk bemærker hun en stærk forherligelse af ”outside” som arenaen for det ”rigtige politiarbejde”, hvilket ikke ligefrem kan siges om ”inside”:

Just about everything negative in police work – procedural rules, limits on discretion and the use of -force, paperwork that had to be processed after almost every job, and orders that didn’t seem to make sense – were associated with the ‘pencil-pushing administrators’ downtown.

(Hunt, 2010, s. x i “preface”)

Hunt beskriver også denne dikotomi som stort set lige så fremherskende i New Yorks politi i hendes senere feltarbejdsperioder i 00’erne, som da hun startede i 70’erne. Man kan også sagtens se denne pointe vække genklang i politiforskning fra andre steder, idet disse studier på lignende vis modstiller sagsbehandling, måltal, regelrytteri osv. fra det ”rigtige politiarbejde” (Finstad, 2000; Granér, 2004; Holmberg, 1999; Loftus, 2009; Reiner, 2010). Denne fjendtlighed mod alt ”indendørs” kommer i megen politiforskning også til udtryk i en generel afstandtagen til alt, hvad der lugter akademisk (Lee & Punch, 2004, s. 234), hvilket forventeligt kan komme i konflikt med hensigten fra Visionsudvalget og Rigspolitiets Virksomhedsstrategi om at gøre politiets praksis mere analysebaseret og problemorienteret (Rigspolitiets Virksomhedsstrategi, 2016; Visionsudvalget, 2005).

I de sidste årtier har der været en del kritik af de tidlige studier af politikultur, idet de kritiseres for at abonnere på en monokulturel forståelse af politikulturen. Et modsvar hertil kommer fra f.eks. Nigel Fielding (1988), Janet Chan (1996; 1997) og Rolf Granér (2004; 2014a), som peger på, at politikultur er et mere flydende begreb, end meget af politiforskningen antager, og at den enkelte betjents tilgang til politiarbejdet kan ændre sig afhængigt af situationen. En maskulin og konservativ tilgang til politiarbejdet og en forherligelse af actionfyldte opgaver med fokus på at fange tydeligt kriminelle fra underklassen kan altså godt sameksistere med en ”blødere” tilgang, hvor politirollen handler om at hjælpe samfundets udsatte, og motivationen også findes heri. De selvsamme personer kan ifølge Fielding, Chan og Granér skifte mellem disse tilgange afhængigt af den aktuelle kontekst eller kulturbærerens humør. Dette studie arbejder videre i dette spor og forsøger at afdække, hvilke motivationsfaktorer det kan ”lade sig gøre” at udtale i de politistuderendes praksisfællesskab. At der optræder uenigheder på tværs af de forskellige medlemmer af praksisfællesskabet, eller at enkelte medlemmer ligefrem modsiger sig selv, ses ikke i dette perspektiv som et egentligt problem, men som et udtryk for, at forskellige forståelser sameksisterer i praksisfællesskabet og kan gøre sig gældende afhængigt af den aktuelle situation. I denne undersøgelse bygger vi på denne forståelse af politikulturen som et sæt af mulige tænke- og handlemåder snarere end som en række grundlæggende antagelser som deles af majoriteten. Dette afspejler sig i vores valg af undersøgelsesmetode, fokusgruppen, som vi nu vil præsentere vores anvendelse af.

3. Undersøgelsens metodiske design

Analysen bygger på en fokusgruppeundersøgelse blandt politistuderende på Politiskolens nyligt afskaffede professionsbacheloruddannelse i politivirksomhed. Vi har interviewet i alt 50 studerende fordelt på 10 fokusgrupper a 4–6 deltagere. 5 grupper bestod af Modul 1-studerende, der havde været på studiet i mindre end 3 uger, og 5 grupper bestod af Modul 5-studerende, der havde gået på uddannelsen i næsten 3 år og havde mindre end 2 uger tilbage af studiet. Interviewene blev foretaget i det sene efterår i 2015.² Inden 2018 er omme, vil de sidste studerende fra politibacheloruddannelsen være færdiguddannet, hvorefter den vil være endegyldigt erstattet med den nye toårige basisuddannelse. De kommende mange hold af politistuderende vil derfor være på en anden uddannelse end vores informanter. Den nye basisuddannelse bygger dog direkte på bacheloruddannelsen, og optagelseskravene er de samme. I undervisningssammenhæng har vi og vores kolleger heller ikke mærket afgørende forskelle på, hvordan de umiddelbart forholder sig til politiarbejdet. Vi mener derfor, der er god grund til at antage, at henholdsvis de bachelorstuderende og de basisstuderende vil have meget tilfælles, i forhold til hvordan de vurderer politiopgaverne.

Fokusgruppen som forskningsmetode beskæftiger sig med, hvordan holdninger og ideer formuleres, censureres og ændres gennem den sociale interaktion (Bryman, 2012, s. 501; Kitzinger & Barbour, 1999, s. 5). Vi har således gennem deres interaktion i forhold til de emner, vi stiller op for dem, søgt at få indblik i, hvilke motivationer, forståelser og tilgange de møder henholdsvis uddannelsen og arbejdslivet med. Idet vi ser på både helt nye og næsten færdiguddannede studerende, har vi også efterstræbt at få et indblik i interessante udviklinger af disse motivationer og vurderinger, der måtte forekomme i løbet af uddannelsen, idet vi kan stille Modul 1’ernes forventninger og forestillinger op over for Modul 5’ernes erfaringer fra praktikperioderne.

Det meste af forskningen vedrørende politistuderendes motivationer og politifolks tilgange til arbejdet er baseret på spørgeskemaundersøgelser, feltarbejde og kvalitative enkeltinterviews. Disse studier forsøger ofte at få indblik i, enten hvordan politiarbejdet udføres i praksis, eller hvilke tanker de enkelte politifolk gør sig om de forskellige opgaver og politiarbejdet som sådan. I dette studie har vi ikke forsøgt at få adgang til de studerendes inderste tanker om og oplevelser med politiarbejdet. I stedet har vi undersøgt, hvilke forståelser af politiopgaverne der kommer til udtryk i den sociale interaktion, som de har i deres primære praksisfællesskab. Vi får altså ikke nødvendigvis viden om, hvad de politistuderende mener inderst inde, og hvad de virkelig ønsker sig. Til gengæld får vi viden om, hvilke synspunkter der rent faktisk er legitime at frembringe i det pågældende fællesskab, som de studerende på henholdsvis Modul 1 og 5 udgør. Når vi fokuserer på praksisfællesskabet i stedet for de individuelle motivationer som de fleste andre studier, er det, fordi vi i tråd med Lave & Wenger (1991) betragter netop det situerede perspektiv, som praksisfællesskabet udgør, som en central arena for erkendelse og meningsskabelse. Det er her, de fælles vurderinger forhandles på plads, og her, vi får indblik i, hvilke vurderinger af politiarbejdet det er legitimt at fremhæve i det aktuelle praksisfællesskab, som de politistuderende på samme uddannelsestrin udgør. Bente Halkier formulerer fællesskabers interaktion gennem fokusgrupper således: ”Samtalers interaktion er med til at forme den sociale virkelighed, idet interaktionen er med til at skabe, forhandle og forandre kulturelle og sociale betydninger i samtalesituationen” (Halkier 2008, s. 87). I samtalen værdisættes forskellige karakteristika ved praksis af det fællesskab, som de studerende netop bruger en del kræfter på at blive fuldt integreret i, og den er en central arena for evaluering, forhandling og definition af selvsamme praksis. De studerendes primære praksisfællesskab både i starten og slutningen af uddannelsen anser vi for bestående af medstuderende på samme uddannelsestrin som dem selv. Her udveksles erfaringer, synspunkter og forståelseshorisonter, og desuden udgør det allestedsnærværende fokus på det kommende politiarbejde en naturlig ramme for dette fællesskab. Det er derfor interessant at se på, hvilke forståelser som er fremtrædende, og som det ”kan lade sig gøre” at artikulere i dette fællesskab. Når vi anvender denne tilgang, accepterer vi samtidig den præmis, at informanterne i flere tilfælde måske ikke fortæller os, hvad der i virkeligheden motiverer dem, men nødvendigvis må forholde sig til, hvad der er i overensstemmelse med en legitim selvpræsentation i det fællesskab, samtalen foregår i (jf. Demant, 2006). Selv om der måske er større chancer for at få indblik i deres ”virkelige” motivationer ved hjælp af enkeltinterviews, ville problemstillingen om legitime selvpræsentationer stadig gøre sig gældende. Et enkeltinterview er også en social kontekst, hvor informantens udsagn vil bære præg af dennes fortolkning af, hvilke selvpræsentationer der her er legitime og ønskværdige. Ved anvendelsen af fokusgruppen som metode omfavner vi denne præmis ved netop at fokusere på den ydre repræsentationer af opgavernes attraktionsværdi. Samtidig udnytter vi, at en gruppesamtale som den, der foregår i en fokusgruppe, på sin vis er en rodet affære. Som Fielding (1988) skriver, er der i politikulturen ikke blot ét dominerende perspektiv, som man kan læne sig op ad, men snarere en række forskellige, og tilmed modstridende, værdipositioner, som man kan trække på (s. 204). Vi håber med denne metode netop at få åbnet op for det væld af mulige positioner, der i dette praksisfællesskab legitimt kan trækkes frem med henblik på vurderingen af politiopgaverne og ikke kun de dominerende positioner desangående.

Selve fokusgrupperne er afholdt som semistrukturerede interviews (jf. Staunæs & Søndergaard, 2005, s. 53). En stor del af interviewene har forløbet ved, at de enkelte grupper i fællesskab har løst en opgave, hvor de sammen skulle rangere tolv forskellige typer af politiopgaver, i forhold til hvor attraktive de fandt dem ud fra en helhedsvurdering, som inddrager de kriterier, der er relevante for deres vurdering. Som Figur 1 illustrerer, varierer det meget, hvor relevante og afgrænsede de tolv opgaver fremstår. Nogle er mere eller mindre konkrete opgaver, der ofte dukker op i hverdagens beredskab (såsom ”Indbrud og tyveri”), hvor andre beskriver et helt overordnet arbejdsområde, og mange af dem kan forstås som begge dele. Nogle af opgavetyperne (såsom ”Narko” og ”Efterforskning”) er så brede og uklare, at de kan overlappe med de fleste af de andre typer af opgaver. Denne uklarhed var tilsigtet, da den tvang informanterne til selv at sætte ord på, hvad de forstår ved de forskellige opgaver, og i hvilken udformning den ville være attraktiv for dem. Formålet med rangeringsopgaven har ikke som sådan været at afdække deres prioritering af opgaverne, men snarere at undersøge, hvilke ord og værdier de knyttede til de forskellige opgaver under diskussionen.

Vi har kodet interviewene i analyseprogrammet Nvivo på baggrund af tematiske koder, hvoraf nogle blev skabt på baggrund af de temaer, der dukkede op i flere interviews under gennemlytning, mens andre i højere grad var defineret på forhånd ud fra undersøgelses-interessen.

4. Motivationsfaktorer i selve politiopgaverne

Der er flere dimensioner i, hvad der kan gøre en opgave mere eller mindre attraktiv i de politistuderendes fremstillinger. Nogle faktorer handler om specifikke karakteristika i forbindelse med håndteringen af den enkelte opgave, mens andre handler om mere abstrakte forståelser af opgavens betydning i det større samfund. Vi vil her se på de mest fremtrædende fra vores materiale.

5. Et analytisk politi? Diskussion af undersøgelsens fund

Den måde, vores informanters praksisfællesskab vurderer forskellige elementer i politiopgaverne på, flugter i store træk ganske godt med den øvrige forskning i politikultur og ikke mindst med de i litteraturen fremtrædende motivationer for at vælge politihvervet. Men der er også nogle punkter, hvor vores fund måske kan bidrage med nogle nye nuancer til den eksisterende forskning. Mange studier peger på, at der forekommer en socialisering i løbet af politiuddannelsen, hvor tilgangen til arbejdet ændrer sig. Men det, der oftest fremhæves i disse studier, er, hvordan de politistuderende efterhånden tager organisationskulturen på sig, hvilket blandt andet kommer til udtryk ved en højere grad af kynisme i tilgangen til jobbet. Chan m.fl. (2003) er en delvis undtagelse herfra, idet de peger på, at det ikke nødvendigvis er hovedreglen, at de politistuderende opsluges af den allerede eksisterende politikultur. Selv om de mere erfarne Modul 5’ere i vores undersøgelse udtaler sig langt mindre idealistisk om politihvervet end de nystartede Modul 1’ere, er det heller ikke udviklingen af kynisme, der træder mest frem i vores informanters italesættelse af de forskellige opgaver. Til gengæld viser vores materiale tydelige tegn på, at motivationerne ændrer sig i løbet af uddannelsen. Den meget stærke hedonistiske tiltrækning mod action-prægede opgaver, som Modul 1’erne giver udtryk for (når først de har fået talt sig varme), bliver til dels erstattet med et ønske om at fordybe sig i mere analytisk krævende opgaver med en større kompleksitet, end her-og-nu-opgaverne umiddelbart giver anledning til. Det er ikke overraskende, at prioriteterne og interesserne ændrer sig i løbet af politifolks arbejdsliv. Som vi har set, forventer selv de adrenalinhungrende Modul 1’ere, at de action-prægede opgaver vil tabe deres glans efter en tid. Det overraskende er hastigheden, hvormed dette faktisk sker. Modul 5’erne har været i politiet i små tre år mere end Modul 1’erne, og i den tid har de været i praktik i samlet set ét år, hvoraf de har kørt patrulje cirka halvdelen af tiden. Der er stadig hos dem en betydelig fremhævelse af de actionprægede opgaver, men forskellen fra Modul 1’erne er ganske tydelig. Silje Fekjær (2012) viser, at der blandt de norske studenter allerede fra starten af uddannelsen er systematiske forskelle i attraktionen mod forskellige opgaver, idet flere mænd retter sig mere mod det operative beredskabsarbejde end kvinder, mens kvinderne retter sig mere mod efterforskning og forebyggelse end mænd (s. 226). Blandede fokusgruppeinterviews som vores egner sig ikke til at udtale sig direkte om systematiske kønsforskelle, men vi kan i hvert fald observere, at den forskel, Fekjær observerer på tværs af køn, tilsyneladende også gør sig gældende på tværs af uddannelsestrin. Dette understreger vigtigheden af, at organisationen tænker motivation mere langsigtet end blot rekrutteringen. Det er ikke nok at tilbyde f.eks. spænding, action og et indblik i ”Skyggedanmark”, da disse elementer ganske vist er af stor betydning i Modul 1’ernes praksisfællesskab, men tilsyneladende allerede i løbet af de første par år træder mere i baggrunden til fordel for et billede af et ønske om et arbejdsliv præget af muligheden for at beskæftige sig med mere komplekse opgaver præget af en vis professionel autonomi. Det, der virker i forbindelse med rekruttering, virker altså ikke nødvendigvis i forbindelse med fastholdelse.

En anden interessant observation handler om, at vores materiale peger på en delvis opløsning af den i politiforskningen meget fremhævede dikotomi mellem det konkrete, udendørs, operative, ”rigtige” politiarbejde og det abstrakte, indendørs, analytiske eller administrative skrivebordsarbejde. Denne opløsning er mest tydelig, når talen falder på specialafsnittene. Den foragt, som talrige forskere har fundet hos politifolk, hvad angår det at styre de operative ressourcer ud fra ”indendørs” analyser frem for erfaringen eller ”politinæsen” udenfor, bliver her på forunderlig vis erstattet med entusiasme for netop sammenhængen og synergieffekterne mellem det konkret operative politiarbejde og det abstrakte analytiske arbejde. Men det er ikke kun vores informanters omtale af specialafsnittene, der udfordrer dikotomien for vurderingen af opgaver. Det er også værd at bemærke, at de samme fokusgrupper (og herunder endda de samme personer), som fremhæver alt det operative, borgernære og actionprægede som attraktivt, faktisk også taler varmt om de komplekse efterforskningsopgaver, som kræver en del arbejde bag computeren. Det er netop en af fordelene ved fokusgruppemetoden, at den tillader praksisfællesskabets inkonsistens at komme til syne, ja, faktisk endda fremelsker den. Som bl.a. Fielding (1988), Chan (1996) og Granér (2004) påpeger, kan de samme politifolk (såvel som alle os andre) godt indtage modsatrettede positioner alt efter situation og sammenhæng. Der kan således godt eksistere en generel modstand mod det abstrakte politiarbejde, samtidig med at de selvsamme mennesker hylder det, når konteksten er rigtig. Det betyder, at begge perspektiver findes i praksisfællesskabet som mulige positioner, aktørerne afhængigt af konteksten kan indtage på en socialt legitim måde. Opfattelsen af, at det ”rigtige politiarbejde” findes i det operative og praksisnære arbejde, er ganske vist mest dominerende, men den anden opfattelse har også en reel styrke, i og med at den trækkes frem af så mange og endda kan begejstre hele fokusgrupper, når f.eks. specialafsnittene gøres til omdrejningspunkt.

Det er dog værd at bemærke, at det ikke er alt ”abstrakt”, der vinder indpas i praksisfællesskabets italesættelser af motivationer og positioner. Modstanden mod ”at sidde på et kontor og plotte nogle tal ind i et ark” (MO5 – FG2), som man ikke kender meningen med, og mod en ledelse, der opfattes som praksisfjern, er ganske gennemgående. Den faglige autonomi og professionalisme er tilsyneladende en central komponent her. Når elementet af selvbestemmelse mangler i opgaverne, bidrager det til at trække dem ned, hvilket især træder frem i Modul 5-grupperne. Statistisk arbejde i specialafsnittene udmærker sig derimod ved, at det, ud over at have en tydelig praktisk relevans, også formes efter, hvad gruppen selv finder relevant at lave statistik på. Hvis opgaven derimod ikke rummer plads til en vis faglig autonomi og skøn, taber den værdi, og dette gør sig gældende, når opgaven handler om ”at plotte nogle tal ind i et ark”, såvel som hvis den handler om ”bare at køre ud og lave et eller andet simpelt” (MO5 – FG1).

Ud over at disse fund måske kan bidrage til at nuancere noget af den eksisterende forskning, kan vi muligvis også her ane et potentiale for et politi, der opfylder målet om at blive mere problemorienteret og analysebaseret, idet sammensmeltningen af det abstrakte og det konkrete politiarbejde ikke nødvendigvis berøver politiopgaverne for deres mening for de menige politibetjente, hvilket forskningen ellers peger på en vis risiko for (Hestehave, 2013, s. 33–34). Muligheden for med en overskuelig faglig sammensmeltning af det konkrete og mere abstrakte politiarbejde selvstændigt at komme frem til en bedre opgaveløsning inden for et relativt autonomt handlerum gør selv nogle af de mindre populære opgaver attraktive og socialt legitime i praksisfællesskabets vurderinger. Det er næppe kun -specialafsnittene, der indeholder dette potentiale. Det er derfor værd at overveje mulig-hederne for at arbejde med at fremelske lignende sammensmeltninger mellem det abstrakte og konkrete politiarbejde, da de menige betjentes forståelse af og investering i de analysebaserede beslutninger og prioriteringer har stor betydning for deres håndtering af dem (Lipsky, 2010). Politiarbejdet bliver gradvis mere komplekst, og et stigende antal faggrupper er efterhånden involveret i politiarbejdet. Det bliver således et relevant spørgsmål, hvordan der etableres tilstrækkeligt tætte samarbejdsrelationer mellem analytikere, ledelse og menigt politi, og det på en måde, så sidstnævnte har mulighed for at deltage i analysen af de problemstillinger, de arbejder med, og i vurderingen af, hvilken opgavehåndtering der er passende. Det er ikke åbenlyst, at den nylige forkortelse af politiuddannelsen vil forbedre mulighederne herfor.

Tak til Jon Lund Petersen for et fantastisk samarbejde om undersøgelsen.