Innhold

1. Indledning

Pragmatismen har dybe rødder i dansk ret.1. Se Christoffersen, «Jura og politik – tanker om formalisme, idealisme og pragmatisme», i Udsen m.fl. (red.), Festskrift til Mads Bryde Andersen, København, 2018, s. 757–778. Denne artikel er baseret på min Max Sørensen-forelæsning på Aarhus Universitet den 19. februar 2019. At Højesteret er pragmatisk, bevidnes af f.eks. højesteretsdommer Torben Jensen, der ved Højesterets 325-års jubilæum i 1986 anerkendte, at Anders Sandøe Ørsted «gav dansk jura den drejning i pragmatisk retning, som fortsat præger rettens [Højesterets] daglige arbejde.»2. Jensen, «Højesterets arbejdsform» i Jensen m.fl. (red.), Højesteret 1661–1986, København, 1986, s. 123 f. Højesteretspræsident Børge Dahl beskrev i sin tale ved Højesterets 350-års jubilæum i 2011 et tilsvarende grundsynspunkt på denne måde:

«Højesteret har et særligt ansvar for en retsudvikling, der er forankret i dansk retstradition, hvorefter retten finder en retspragmatisk udformning i spændingsfeltet mellem tradition og fornyelse. Vi skal ikke være mere dynamiske, end godt er, men samtidig møde nye udfordringer med det retssikkerhedsmæssige værn, der er mulighed for.» (Fremhævelse tilføjet)

Baggrunden for Børge Dahls fremhævelse af retspragmatismen er et helt grundlæggende syn på rettens samfundsmæssige betydning: «Retten tvinges til at forholde sig til en verden i bevægelse. Det hører til retssikkerheden, at retten er forudsigelig. Og det er et led i forudsigeligheden, at retten møder nye udfordringer med de værdier, gældende ret bygger på.»3. Dahl, «Højesteret – central i et demokratisk samfund», i Retten Rundt, 2011, s. 8–9.

Dansk retsudøvelse er i det hele taget ikke præget af en statisk formalisme, der reducerer jurister til automater, men danske jurister dyrker på den anden side heller ikke en dynamisk idealisme. Danske jurister virker i et skisma mellem formel ret og materiel retfærdighed. Dilemmaet er optegnet allerede i juristløftet fra 1736, ifølge hvilket den juridiske kandidat «lover aldrig vidende at vige fra ret og retfærdighed». Så sent som i visionen for Danmarks domstole anno 2012 hedder det, at domstolene arbejder «tidssvarende og professionelt for ret og retfærdighed.»

Ret og retfærdighed var også titlen på Alf Ross’ hovedværk, hvori han fremførte en videnskabsteori, der ikke søgte at forene ret og retfærdighed, men derimod havde til formål at skille ret fra retfærdighed; retsdogmatik fra retsfilosofi. I videnskabsteorien sondrede Ross således skarpt mellem retsdogmatik og retsfilosofi, men i forhold til den praktiske retsudøvelse anerkendte han samspillet mellem retsdogmatik og retspolitik. Ross beskrev således retsudøvelsen som «resultanten i et kræfternes parallelogram, i hvilket de dominerende vektorer er henholdsvis den formelle og materielle retsbevidsthed».4. Ross, Om ret og retfærdighed: en indførelse i den analytiske retsfilosofi, Købehnavn, 1953, s. 162. Ross anerkendte videre, at retsudøvelsen balancerer mellem konstaterende fortolkning (erkendelse og passivitet) og stillingtagende fortolkning (vurdering og aktivitet).5. Ibid., s. 163 og nedenfor ved fodnote 15.

I dansk retsudøvelse er der et særegent samspil mellem det passive-aktive, erkendende-vurderende og formelle-materielle. Dette samspil inden for rammerne af juridisk metode kan vi med fordel anskue i lyset af dansk retspragmatisme (afsnit 2) og pragmatisk retsteori (afsnit 3). Det kan måske give os et bedre grundlag for at koble juridisk metode til forestillinger om formel og materiel retfærdighed (afsnit 4) – alt med simpelt henblik på at blive klogere.

2. Dansk retspragmatisme

2.1 Indledning

På trods af de dybe historiske rødder er retspragmatismen i teoretisk forstand i vidt omfang forbigået i dansk retslære. Vores forståelse af retspragmatismen er desuden begrænset af, at det væsentligste bidrag på dansk ikke handlede om praktisk retsudøvelse, men derimod om en idealistisk videnskabsteori, som næppe vil nyde bred tilslutning.6. Dalberg-Larsen, Pragmatisk retsteori, Kobenhavn, 2001, s. 9. En analyse uden teoretisk baggrund findes hos Rehof: «På sporet af pragmatismen i dansk retspleje», Blume m.fl. (red.) Suum Cuique – Retsvidenskabelige afhandlinger, Københavns Universitet, 1991, s. 30–49.

2.2 Alf Ross' retspragmatisme

Et godt udgangspunkt for at drøfte karakteren af dansk retsudøvelse er Alf Ross’ beskrivelser af retsudøvelsen. Ross’ videnskabsteori (retsfilosofi) hører hjemme i 1930’ernes opgør med både retsformalismen og retsidealismen og havde som nævnt videnskabsteoretisk snarere end praktisk sigte.7. Ross, «Retskilde- og Metodelære i realistisk Belysning», i Tidsskrift for Rettsvidenskab, 1931, s. 241 og Ross, «Virkelighed og gyldighed i retslæren», i Tidsskrift for Rettsvitenskab, 1932, s. 81.

Norske Sverre Blandhol anfører forsigtigt, at der «finnes pragmatiske elementer i tænkningen» hos Alf Ross.8. Blandhol, Nordisk rettspragmatisme: Savigny, Ørsted og Schweigaard om vitenskap og metode, Oslo, 2005, s. 74. Det er efter min opfattelse langtfra dækkende, idet Ross’ syn på retsudøvelsen – i modsætning til hans syn på retsforskningen (videnskabsteorien) – er udpræget pragmatisk.

Ross’ retsfilosofi var i sin kerne en videnskabsteori med retsforskningen – og ikke retsudøvelsen – som genstand. Retsfilosofien blev kaldt realistisk, fordi man skulle forske i realiteterne, og den blev kaldt positivistisk, fordi realiteterne har positiv tilstedeværelse i virkeligheden. Men så snart vi går ud i den positive realitet, den faktiske retsudøvelse, forsvinder positivismen, da retsudøvelsen ikke bare handler om at anvende allerede gældende regler. Ross beskriver det på denne måde:

«Den ældre positivistisk-mekaniske teori om retsudøvelsens funktion gav et meget enkelt billede af disse komponenter. Den motiverende indstilling antoges at være (eller burde være) lovlydighed, d.v.s. en indstilling af respekt og følgagtighed overfor gældende ret (tænkt som lovgiverens vilje). De operative opfattelser antoges at bestå (eller burde bestå) i indsigt i lovens sande mening sammenholdt med de faktisk foreliggende kendsgerninger […] Dette billede giver således ingen plads i retsudøvelsen for en vurderende og stillingtagende virksomhed fra dommerens side over for forskellige fortolkningsmuligheder. Dommeren er en automat. Hans lovlydighed forudsat en gang for alle, begrænser hans funktion sig til den rent forstandsmæssigt-erkendende: at fatte lovens mening og sammenholde dens beskrivelse af retsfaktum med de foreliggende kendsgerninger. Dette billede stemmer ikke med virkeligheden.»9. Ross i fodnote 4, s. 160 f. Se også Gomard, «Idealisme, pragmatisme og realisme i dansk ret og retsvidenskab» i UfR 2000B.345–352, s. 346: «Domstolenes rolle er dog ikke og kan ikke begrænses til bevisbedømmelse og subsumption. Det er nødvendigt for at kunne afgøre tvister og problemer at foretage en udfyldning og præcisering af lovgivningens regler.»

Ross beskrev således retsudøvelsen som «en kunst, der kræver ikke blot indsigt, men også indføling, skønsomhed, takt»,10. Ross, «Ret som teknik, kunst og videnskab» i Foighel m. fl. (red.) Alf Ross 1899–1999, Ret som teknik, kunst og videnskab, København. 1999, s. 182–184. ligesom han anerkendte betydningen af rets- og kulturtraditionen, retsbevidstheden, retfærdigheden, rettens samfundsmæssige betydning, dommerens personlighed samt fornuft og rimelighed som forhold af betydning for retsudøvelsen.11. Ross i fodnote 4, s. 169. Og Ross var helt på det rene med, at dommerens «fortolkning af loven for så vidt [er] konstruktiv, ikke blot konstaterende, og forudsætter andre motiver end det motiv at følge et givet direktiv.»12. Ibid., s. 161.

Ross fremhævede, at dommeren er «et menneske der vil røgte en samfundsopgave ved at træffe afgørelser, som han føler som ‘rigtige’ i rets- og kulturtraditionens ånd.»13. Ibid., s. 161. Dommeren vil derfor «så vidt muligt forstå og fortolke loven i lys af sin materielle retsbevidsthed, således at han kan acceptere sin afgørelse ikke blot som «korrekt», men også som «retfærdig» eller «samfundsmæssig.»14. Ibid., s. 162. Ét sted sammenfatter Ross grundsynet på denne måde:

«Som resultat af det foregående kan det fastslås, at retsudøvelse er andet og mere end blot intellektuel virksomhed. Den har sin rod i hele dommerens personlighed, hans formelle og materielle retsbevidsthed såvel som hans forstandsmæssige opfattelser. Den er konstruktiv stillingtagende fortolkning såvel som konstaterende fortolkning rettet mod tydning af givne fortolkningsdata. Den er på en gang erkendelse og vurdering, passivitet og aktivitet.»15. Ibid., s. 163.

Eller med professor Bernhard Gomards ord:

«I det praktiske retsliv er det imidlertid ikke historieskrivning, men morgendagens tydning og anvendelse af retssystemets regelværker, som i særlig grad har interesse […] Der findes et uundgåeligt element af både frigang og af uforudsigelighed i retssystemet og retsanvendelse. Disse elementer er væsentlige, men de er uforenelige med en ekstrem realismes krav.»16. Gomard i fodnote 9, s. 348. Bemærk, at Gomard bruger begrebet realisme om positivisme/formalisme.

Det juridiske skøn, fremhævede Ross,

«gennemsyrer al retsdannelse: på den ene side hensynet til retssikkerheden, der gør det ønskeligt, at retten er så præcist artikuleret, som sproget overhovedet tillader det; på den anden side hensynet til, hvad man kalder konkret billighed, d.v.s. kravet om, at afgørelsen kan accepteres som rigtig under hensyn til det enkelte tilfældes særegne omstændigheder.»17. Ross, Indledning til retsstudiet, København, 1974, s. 79.

Ross mener kort sagt ikke, at der «er» en rigtig afgørelse, men at en afgørelse «kan accepteres som rigtig», hvilket er noget ganske andet.

2.3 Pragmatismen i retspraksis

Det er ikke muligt inden for rammerne af denne artikel at dokumentere med stor dybde den retspragmatisme, der udfolder sig ved de danske domstole, men jeg kan illustrere den med et par udvalgte eksempler fra nyere tid.

I UfR 2013.1416 H fortolkede Højesteret den militære disciplinarlov imod ordlyden for at opnå et mere hensigtsmæssigt resultat. Forhenværende højesteretspræsident Børge Dahl fremhævede senere, at dommen illustrerer betydningen af at «gå på arbejde med en passende portion skepsis og sund fornuft», idet man «skal passe på ikke at komme til at stirre sig blind på en lovtekst.»18. Dahl: «Juridisk argumentation og retsanvendelse», i Dahl m.fl. (red.) Liber Amicorum Peter Møgelvang-Hansen, 2016, s. 61–78, s. 62. Dynamisk retsudvikling findes i UfR 2010.119 H,19. Pagter Kristensen i UfR 2000B.403, s. 413, i kommentaren til UfR 1999.353 og UfR 1999.360 H. hvor Højesteret ændrede udmålingspraksis i sager om drab på ægtefælle, blandt andet med henvisning til at samfundets syn på ensidige samlivsophævelser og partnerdrab har ændret sig med tiden, og at det er Højesterets opgave at sikre, at «strafniveauet tilpasses samfundsforholdene» inden for lovens strafferamme. Et mindre opsigtsvækkende, men mere markant eksempel på dynamisk fortolkning findes i UfR 1999.353 og 360 H om erstatning for støjgener ved motorvejsanlæg. I UfR 1998.691/2 H tilkendegav Højesteret, at en ændring af retspraksis «kan give anledning til samlede og principielle overvejelser», som imidlertid ikke kunne «gennemføres alene på grundlag af nærværende sag», hvorefter Højesteret stadfæstede landsrettens dom, der «bygger på hidtidig praksis». Kun ni måneder senere fik Højesteret forelagt to sager med henblik på principielle overvejelser, hvorefter retspraksis blev ændret, blandt andet fordi der reelt ikke var nogen grund til at gøre forskel i erstatningsudmålingen, afhængig af om ekspropriation var gennemført eller ej. Retsskabelse kan undtagelsesvis finde sted i forholdet mellem borgere, f.eks. som i UfR 1984.166/2 H om ulovbestemt godtgørelse ved samlivsophævelse, ligesom pragmatismen kan træde frem ved at hjemle ulovhjemlede krav enten i almindelige retsgrundsætninger som i UfR 1984.1061 H om forrentning eller uden nærmere angivet hjemmel som i UfR 1994.823 H om opsættende virkning.20. Walsøe i UfR 1995B.128 i kommentaren til UfR 1994.823 H.

Dette er blot et lille udvalg af pragmatiske domme. Pointen med at fremdrage retspragmatismen er ikke – som jeg redegør nærmere for senere – at retsudøvelsen skal være hverken mere eller mindre fleksibel end i dag, men blot, at retsudøvelse i praksis er et spørgsmål om dømmekraft, om god og dårlig ret, om ret og retfærdighed.

Min hovedpointe i denne artikel er, at der er formuleret en retsteori, der i meget vidt omfang svarer til den form for retsudøvelse, vi ser i Danmark. Den kaldes retspragmatisme, og vi burde dyrke den nærmere for bedre at forstå vores retsudøvelse og dermed vores retssamfund. Der er delte meninger om behovet for at se vores retsudøvelse i lyset af generelle retsteorier. Professor Jens Evald har således for nylig givet udtryk for, at det er vanskeligt at se, hvad formålet med en retsteori skulle være.21. Evald, «Den juridiske tradition» Iversen m.fl. (red.) Festskrift til Bent Iversen, 2019, s. 15–26, s. 23. Formålet er efter min opfattelse at blive klogere på, hvad der karakteriserer hverdagens praktiske retsudøvelse.

3. Pragmatisk retsteori

3.1 Indledning

Retspragmatisme er blot én af flere retsteorier, men retspragmatismen er både empirisk og normativt velbegrundet. Dansk retsudøvelse er – ud fra et empirisk perspektiv – pragmatisk, og det er – ud fra et normativt perspektiv – godt, fordi det unødigt formalistiske og det unødigt idealistiske ikke bør få fodfæste.

Retspragmatismen kan bedst indkredses ved at blive stillet over for idealtypiske retsteorier om retsformalisme og retsidealisme. Retspragmatismen hælder (som formalismen) til retskilder og fortolkningsprincipper, men retspragmatismen accepterer (som idealismen), at retten er fleksibel og åben for værdiers betydning for retsudøvelsen. Pragmatismen er i et vist omfang begrundet i en reaktion mod formalismen, men den er også modstand mod idealismen.22. Pound, «Law in books and law in action» i American Law Review, 1910, vol. 44, s. 12.

Retspragmatismen indeholder elementer af såvel retsformalismen som retsidealismen, men den er hverken det ene eller det andet. Retspragmatismen er derfor formalistisk, men ikke så meget, at det gør noget, ligesom den er idealistisk, men ikke så meget, at det gør noget. En del jurister vil formentlig indvende, at der ikke gælder nogen rendyrket formalisme eller idealisme,23. Evald i fodnote 21, s. 24 f.: «det skarpe skel mellem lovpositivisme, pragmatisme og andre skoleretninger er i dag helt udvisket eller er helt væk». men det er netop pointen: Retten er hverken formalistisk eller idealistisk, men – efter min opfattelse – pragmatisk.

3.2 Pragmatismens kerne

Men hvad mener jeg så med retspragmatisme? Pragmatisme er en generel filosofi, der ikke kun omfatter retten, og som heller ikke er entydig, men måske snarere en fællesbetegnelse for forskellige filosofiske tendenser.24. James, Pragmatism, NY, 1907 (genoptrykt 1975), s. 29.

Retspragmatismen er en konkretisering af den generelle pragmatisme på rettens område, og den er heller ikke entydig, da der er forskellige fortolkninger og udlægninger af retspragmatismen, som det ikke er nødvendigt at gå langt ind i.25. Se f.eks. Lind, «The Mismeasurement of Legal Pragmatism» i Washington University Jurisprudence Review, 2012, vol. 4, s. 213–268, s. 225, 226, 230 og 234. Se tilsvarende Cotter, «Legal Pragmatism and the Law and Economics Movement» i Georgetown Law Journal, 1996 vol. 84; Blandhol i fodnote 9, s. 53.

Jeg vil med inspiration fra amerikansk retspragmatisme nøjes med at fremdrage tre centrale grundtræk, som er tilstrækkeligt til at vise, at retspragmatismen empirisk set er stærkt forankret i den praktiske retsudøvelse i Danmark.

Den generelle pragmatismes to centrale grundtræk er efter min opfattelse antifundamentalisme og konsekvensorientering,26. Posner, «What Has Pragmatism to Offer Law?» i Southern California Law Review, 1990, vol. 63, s. 1653–1670, s. 1660. og når der er tale om retspragmatisme, skal det naturligvis tilføjes, at retsudøvelsen finder sted inden for en retlig ramme. Når det er rimeligt at kondensere retspragmatismen til disse få centrale grundtræk, skyldes det, at man med udgangspunkt i de grundtræk kan komme langt i retning af forståelsen af pragmatismen. Det kræver videre forskning at udvikle en mere forfinet udgave af retspragmatismen i lyset af dansk retsudøvelse.

3.2.1 Antifundamentalisme

Det er pragmatismens helt grundlæggende synspunkt, at der ikke findes evigtgyldige sandheder: «no point of view can ever be the last one», skrev William James allerede i 1909.27. James, The Meaning of Truth, NY, 1909 (genoptrykt 1975) s. 55 (»the« er kursiveret i originalen). Det passer som fod i hose på dansk ret, der heller aldrig har påstået, at der til enhver tid er ét rigtigt svar på alle retlige spørgsmål. Der vil altid være spørgsmål, som er nemme og utvivlsomme at besvare, men der vil også altid være spørgsmål, hvor de bedste jurister må dele sig. I den øverste domstol afgør flertallet sagen, men det betyder jo ikke, at der på forhånd var et sandt svar på spørgsmålene – eller at flertallets svar altid er det bedste.

Pragmatismens sandhedsteori henviser således ikke til en facitliste, men snarere til en metode.28. Lind i fodnote 25, s. 224. William James skrev direkte, at pragmatismen «is a method only», og at den ikke fører til «particular results».29. James i fodnote 24, s. 31 f. John Dewey anførte, at pragmatismen ikke kan føre til bestemte resultater, netop fordi den fremmer «no dogmas, and no doctrines save its method.»30. Dewey, Pragmatism, NY, 1907 (genoptrykt 1975) s. 42. Retspragmatismens grundsynspunkt er, at det bedste svar er det, der stemmer bedst overens med juridisk argumentation – både i snæver retskildemæssig forstand og i bredere samfundsmæssig forstand.31. Lind i fodnote 25, s. 217. Retspragmatismen afleverer dermed jurister et velkendt sted, ved den juridiske metode.

3.2.2 Konsekvensorientering

Pragmatismen er desuden orienteret mod konsekvenserne af menneskers adfærd. Retspragmatismens fokus på rettens sociale og samfundsmæssige konsekvenser er ikke unik, men retspragmatismen har et særligt fokus på, hvorvidt rettens udformning, fortolkning og anvendelse vil have positiv eller negativ virkning på forskellige forhold i samfundet. Den amerikanske dommer Cardozo udtalte: «There can be no wisdom in the choice of a path unless we know where it will lead».32. Cardozo, The Nature of the Judicial Process, NY, 1921, s. 102.

Set fra et retspragmatisk synspunkt er det nødvendigt med et bredt perspektiv i retsudøvelsen for at vurdere konsekvenserne af retsudøvelsen med respekt for den retlige kontekst, sproget, usikkerheden, erfaringen og mangfoldigheden. Det er langt mere komplekst end en idealistisk og formalistisk retsudøvelse, og det er det, pragmatismen som retsteori tydeliggør.

3.2.3 Retlig forankring

Antifundamentalisme og konsekvensorientering er fælles kendetegn ved pragmatismen som generel filosofi, hvorimod det tredje element er særligt for retspragmatismen.

Retspragmatismens konsekvensorienterede perspektiv kan stille pragmatismen i et velkendt dilemma mellem formelle og materielle hensyn, idet jurister på den ene side både kan og skal tage hensyn til materielle argumenter om de positive og negative virkninger af retten på forskellige interesser og på den anden side skal tage hensyn til formelle argumenter om retssikkerhed samt lovgivningsmagtens demokratiske mandat og spillerum.

Pragmatismen kritiseres derfor ofte for ikke at lægge nogen – eller i hvert fald utilstrækkelig – vægt på de klassiske juridiske dyder om forudsigelighed og retssikkerhed.33. Tamanaha, Law as a Means to an End: Threat to the Rule of Law, NY, 2006, s. 129–130. Professor Luban kritiserer således pragmatismens vægtlægning på «the well-being of the community, not the purity or integrity of legal doctrine,»34. Luban, «What's Pragmatic About Legal Pragmatism?» i Cardozo Law Review, 1996, vol. 43, s. 43. og anfører, at pragmatister «see no inherent virtue in logical consistency if it leads to unacceptable outcomes».35. Ibid., s. 45. Professor Dworkin påstår tilsvarende, at dommere efter pragmatismen «should always do the best they can for the future, in the circumstances, unchecked by any need to respect of secure consistency in principle with what other officials have done or will do.»36. Dworkin, Law's Empire, Oxford 1986, s. 161, og tilsvarende i Dworkin, Justice in Robes, Mass. 2006, s. 21. Den kritik er naturligvis særlig hård, når den kobles til den tanke, at det er den enkelte jurists egen personlige holdning, der bliver styrende. For eksempel anfører Anthony E. Cook, at retsudøvelse for en pragmatiker «merely [is] a question of which consequences one finds most desirable.»37. Cook, «The Death of God in American Pragmatism and Realism» i Georgetown Law Journal, 1994, vol. 82, s. 1431. Kritikken er en klassisk stråmand, da ingen ved deres sansers fulde fem vil skrive under på, at der er «no inherent value in legal consistency», at retsudøvelsen er «unchecked by any need to respect of secure consistency», eller at det hele handler om «which consequences one finds most desirable».

Erkendelsen af, at retten hverken er domineret af formalisme eller idealisme, fører nemlig ikke til en mere frigjort eller dynamisk retsudøvelse. Pragmatismen erkender behovet for en vis retsudvikling i retsudøvelsen, men rummet for udvikling er hverken uendeligt eller nødvendigvis særlig stort.

Professor Douglas Lind har således fremhævet, at pragmatikeren vil udvise tilbageholdenhed over for både kreativitet og følgagtighed, idet pragmatismen «cautions against hasty generalizations from attractive working hypothesis to ultimate final truth» og «counsels the adoption of workable rules and principles that serve the end of social well-being, the final cause of law’s very being.» Douglas Lind fremhæver, at «law is wholly man made», hvorfor pragmatisme «urges restraint by judges and disallows roaming at will beyond the interstitial walls that precedent and practice erect».38. Lind i fodnote 25. William James formulerede i 1907 pragmatismens ønske om at opnå «a minimum of jolt, a maximum of continuity».39. James i fodnote 24, s. 35.

Og uden at nogen nærmere forbindelse kan påvises eller antages, udtrykkes et tilsvarende syn på retten i professor Bernhard Gomards ros til en udvikling i Højesterets praksis, som betegnes som en «frugtbar evolution» og ikke en «abrupt revolution».40. Gomard i fodnote 9, s. 358. Eller som Børge Dahl udtrykker det, finder der i Højesteret en retspragmatisk udvikling sted i spændingsfeltet mellem tradition og fornyelse, hvor Højesteret «ikke [skal] være mere dynamiske, end godt er, men samtidig møde nye udfordringer med det retssikkerhedsmæssige værn, der er mulighed for.»41. Dahl i fodnote 3.

Cardozo skrev i starten af forrige århundrede, at dommere ikke har frihed til at «substitute their own ideas of reason or justice for those of men and women whom they serve. Their standard must be an objective one.»42. Cardozo i fodnote 32, s. 88 f. og f.eks. s. 66–67. Selv om det kan være vanskeligt at beskrive, hvad der menes med en objektiv standard, sættes retsudøvelsens grænser «by the traditions of the centuries, by the examples of other judges, […] by the collective judgment of the profession, and by the duty of the pervading spirit of the law».43. Ibid., s. 114. Og hvordan identificerer retsudøveren så, hvad traditionen, professionen og samfundet forventer? Jo, dommeren trækker på al sin erfaring og objektiverer sin stillingtagen ved at spejle sig i, hvad andre rimeligvis måtte mene: «It is what I may reasonably believe that some other man of normal intellect and conscience might reasonably look upon as right.»44. Ibid.

Professor Preben Stuer Lauridsen formulerede det på den måde, at den rigtige afgørelse til syvende og sidst beror på dens «intersubjektive accept blandt ordentlige fagfolk.»45. Stuer Lauridsen, Om ret og videnskab – lærebog i almindelig retslære, København, 1992, s. 111 f. Gomard har udtrykt det således: «Retssikkerheden i en retsstat kræver, at de valg, som er nødvendige for at fastlægge en retstilstand og finde en afgørelse på retstvister, ikke træffes arbitrært efter personlig smag og anskuelser, men så vidt muligt i overensstemmelse med retlig tradition og med synspunkter og holdninger, der er eller kan accepteres af mange og ikke tiltager sig det naturlige område for Folketinget.»46. Gomard i fodnote 9, s. 351.

I fraværet af en endelig sandhed træder det personlige skøn frem, og pragmatikeren må derfor gå ydmygt til værks med en stedse nærværende erkendelse af den begrænsede sandhedsværdi af selv de bedste juristers hæderligste svar.47. Lind i fodnote 25, s. 252. Den pragmatiske dommer er helt på det rene med, at hun ikke altid kan finde et sandt svar på retlige spørgsmål, og at valget i sidste ende er hendes eget, hvilket heldigvis ikke reducerer valget til en frihåndstegning båret af personlig smag.48. Lau Hansen, «En god ret – om færdigretter og retfærdighed, TfK 2019.6. I modsætning til idealisten overdriver pragmatikeren ikke værdien af at opnå samfundsmæssige gevinster ved retlig idealisme. Og i modsætning til formalisten overdriver pragmatikeren ikke betydningen af at undgå samfundsmæssige gevinster ved retlig formalisme.

Som Ross antydede, er der ingen rigtig beslutning, men der kan være en beslutning, som alt taget i betragtning accepteres som bedst, som rigtigst, som legitim. Og der kan være flere svar, som har samme kvalitet, og så må retsudøveren træffe en beslutning om, hvilket svar der foretrækkes.

3.3 Pragmatismens nyhedsværdi

Nu kunne man så spørge: Hvad er der nyt i det? Svaret er formentlig: ingenting! Der er på sin vis intet nyt i retspragmatismen, der af mange endda bliver kritiseret for at være overflødig. Pragmatismen bliver kritiseret for ikke at tilbyde andet og mere end en jordnær beskrivelse af den ordinære retsudøvelse.49. Tamanaha, «Pragmatism in U.S. Legal Theory: Its Application to Normative Jurisprudence, Sociolegal Studies and Fact-Value Distinction» i The American Journal of Jurisprudence, 1996, vol. 41, s. 328. Pragmatismen kritiseres for at være banal.50. Butler, «Legal Pragmatism: Banal or Beneficial as a Jurisprudential Position? i Essays in Philosophy, 2002, vol. 3, s. 14. Pragmatismen er således kaldt en «all-purpose and almost meaningless label for quite traditional judicial decisions.»51. Tushnet, «Pragmatism and Judgment: A Comment on Lund», i New York University Law Review, 2004, vol. 99, s. 290. Professor Luban mener, at en pragmatisme, der er begrænset til at være historisk bevidst, antiformalistisk og resultatorienteret, er ukontroversiel, fordi den siger meget lidt.52. Luban i fodnote 34.

Formålet med at udvikle en empirisk forankret retsteori er imidlertid ikke at hitte på nyt, men derimod at blive bedre til at forstå, hvad der rent faktisk foregår i retsudøvelsen. Det fineste ridderslag, man kan give en retsteori, er jo, at retsteorien er baseret på empiriske studier og i videst muligt omfang afspejler den praktiske retsudøvelse. Retspragmatismens tilsyneladende banalitet er efter min opfattelse begrundet i, at (vistnok) alle retsudøvere i realiteten er pragmatikere snarere end formalister og idealister, uanset om de erkender og erklærer det.53. Posner i fodnote 26, s. 166: «Although professional discourse has always been predominantly formalist, most American judges have been practicing pragmatists, in part because the materials for decision in American law have always been so various and conflicting that formalism was an unworkable ideal.» Kritikken af pragmatismen som banal og overflødig indeholder således en væsentlig erkendelse: at retsudøvelsen rent faktisk er pragmatisk.

4. Ret og retfærdighed

Man hvad er det så, det hele går ud på, når jura hverken er formalisme eller idealisme? Ross henviste som nævnt til, at retsudøvelsen udfolder sig i spændingsfeltet mellem «den formelle og materielle retsbevidsthed».54. Ross i fodnote 4, s. 162. Kært barn har mange navne, men vi vil normalt forbinde ret med formel retfærdighed og retfærdighed med materiel retfærdighed.

Efter min opfattelse fremmer det forståelsen af retsudøvelsen, når den juridiske argumentation opdeles i formelle og materielle argumenter, der tydeliggør retsudøvelsens afbalancering af formelle og materielle hensyn, af formel og materiel retsbevidsthed eller af formel og materiel retfærdighed; hvad end man foretrækker at kalde det.

Det er i spændingsfeltet mellem formelle og materielle argumenter, at vi arbejder for at finde en passende grad af retfærdighed. Arbejdet med ret og retfærdighed er ikke et enten-eller, enten en formel retfærdighed, som formalisterne vil prædike, eller en materiel retfærdighed, som idealisterne vil promovere. Arbejdet for ret og retfærdighed er et både-og, der ikke kan sættes på formel.

Ross tog for eksempel afstand fra formalistiske deduktioner (positivisme i praksis), og han henviste til «friretlige» metodeteorier, som efter hans opfattelse bedre giver udtryk for, hvordan retsudøvelsen rent faktisk udfolder sig:

«de idealistiske retsteorier, hvorefter rettens gyldighed udledes af en retten iboende ide, princip eller formål (retfærdighedens ide, folkets retsoverbevisning, solidaritetens princip, samfundsnytteprincippet m.m.), og hvorefter loven kun betragtes som et mere eller mindre vellykket forsøg på at realisere denne ide. I overensstemmelse hermed bestemmes lovfortolkningens opgave som en ‘tilendetænkning’ af loven i harmoni med rettens iboende princip. De friretlige metode- og fortolkningsteorier kan, alt efter det forudsatte grundsyn på rettens natur, have nærmere naturretligt, sociologisk eller historisk-psykologisk præg. I nyere tid har det især været almindeligt at henvise til sociale formålsbetragtninger og interesseafvejninger som direktiver for en fri lovfortolkning. De friretlige teorier kommer sandheden nærmere end de positivistiske.»55. Ibid., s. 185. Se tilsvarende Hart, The concept of law, 1962, s. 200.

Ross var således helt på det rene med den praktiske betydning af såkaldte friretlige vurderinger, ligesom hans retskilde- og fortolkningslære i det hele taget hvilede på en virkelighedsnær forståelse af, hvordan retsudøvelsen foregår i praksis. Det er derfor underligt, at Ross ikke taler om «retlige forhold», men derimod om «friretlige» forhold, når han anerkender, at i valget mellem rimelige fortolkninger «[vil] i de fleste tilfælde friretlige vurderinger blive udslagsgivende.»56. Ross i fodnote 4, s. 187.

Selv om Ross således henskyder noget helt centralt i retten til noget ikkeretligt, anerkendte han, at der er et element af vurderende og stillingtagende virksomhed fra dommerens side over for forskellige fortolkningsmuligheder. Ross forsøgte ikke at beskrive denne skønsudøvelse nærmere og anførte blot, at «en mere indgående analyse [af retsudøvelsen] må henvises til det dogmatiske studium af et bestemt retssystem.»57. Ibid., s. 159 og s. 130.

Det er ikke muligt inden for rammerne af denne artikel at gennemføre et dogmatisk studium af retsudøvelsen, men sikkert er det, at juridisk argumentation ikke kan passes ind i snævre rammer.

5. Konklusion

Ret og retfærdighed er et både-og, fordi vi i den praktiske retsudøvelse står over for formelle og materielle hensyn. De svære valg bliver truffet med forskellige grader af åbenhed over for dilemmaerne, men juridisk argumentation indeholder jævnligt – og afhængigt af retsgrundlagets karakter – henvisninger til retlige figurer såsom forholdsmæssighed, rimelighed, berettigelse, reale grunde, samlet vurdering, sagens konkrete omstændigheder osv. Sådanne figurer kan nuancere retsudøvelsen med henblik på samlet set at sikre en passende balance mellem formelle og materielle argumenter i den enkelte sag.

Der er ingen sandhed om ret og retfærdighed, og vi må derfor gå ydmygt til værks i erkendelse af vores intellektuelle begrænsninger. Uanset om vi gør vores ypperste, ender vi undertiden i en ubekvem balance mellem formel og materiel retfærdighed. Det kan vi ikke gøre noget ved, men vi kan godt blive bedre til at forstå og derefter til at sætte ord på de valg, den praktiske retsudøvelse nødvendiggør. Når formelle forestillinger om ret støder sammen med ideelle forestillinger om retfærdighed, finder danske jurister pragmatiske svar. Det er sådan, vi arbejder for både ret og retfærdighed.

  • 1
    Se Christoffersen, «Jura og politik – tanker om formalisme, idealisme og pragmatisme», i Udsen m.fl. (red.), Festskrift til Mads Bryde Andersen, København, 2018, s. 757–778. Denne artikel er baseret på min Max Sørensen-forelæsning på Aarhus Universitet den 19. februar 2019.
  • 2
    Jensen, «Højesterets arbejdsform» i Jensen m.fl. (red.), Højesteret 1661–1986, København, 1986, s. 123 f.
  • 3
    Dahl, «Højesteret – central i et demokratisk samfund», i Retten Rundt, 2011, s. 8–9.
  • 4
    Ross, Om ret og retfærdighed: en indførelse i den analytiske retsfilosofi, Købehnavn, 1953, s. 162.
  • 5
    Ibid., s. 163 og nedenfor ved fodnote 15.
  • 6
    Dalberg-Larsen, Pragmatisk retsteori, Kobenhavn, 2001, s. 9. En analyse uden teoretisk baggrund findes hos Rehof: «På sporet af pragmatismen i dansk retspleje», Blume m.fl. (red.) Suum Cuique – Retsvidenskabelige afhandlinger, Københavns Universitet, 1991, s. 30–49.
  • 7
    Ross, «Retskilde- og Metodelære i realistisk Belysning», i Tidsskrift for Rettsvidenskab, 1931, s. 241 og Ross, «Virkelighed og gyldighed i retslæren», i Tidsskrift for Rettsvitenskab, 1932, s. 81.
  • 8
    Blandhol, Nordisk rettspragmatisme: Savigny, Ørsted og Schweigaard om vitenskap og metode, Oslo, 2005, s. 74.
  • 9
    Ross i fodnote 4, s. 160 f. Se også Gomard, «Idealisme, pragmatisme og realisme i dansk ret og retsvidenskab» i UfR 2000B.345–352, s. 346: «Domstolenes rolle er dog ikke og kan ikke begrænses til bevisbedømmelse og subsumption. Det er nødvendigt for at kunne afgøre tvister og problemer at foretage en udfyldning og præcisering af lovgivningens regler.»
  • 10
    Ross, «Ret som teknik, kunst og videnskab» i Foighel m. fl. (red.) Alf Ross 1899–1999, Ret som teknik, kunst og videnskab, København. 1999, s. 182–184.
  • 11
    Ross i fodnote 4, s. 169.
  • 12
    Ibid., s. 161.
  • 13
    Ibid., s. 161.
  • 14
    Ibid., s. 162.
  • 15
    Ibid., s. 163.
  • 16
    Gomard i fodnote 9, s. 348. Bemærk, at Gomard bruger begrebet realisme om positivisme/formalisme.
  • 17
    Ross, Indledning til retsstudiet, København, 1974, s. 79.
  • 18
    Dahl: «Juridisk argumentation og retsanvendelse», i Dahl m.fl. (red.) Liber Amicorum Peter Møgelvang-Hansen, 2016, s. 61–78, s. 62.
  • 19
    Pagter Kristensen i UfR 2000B.403, s. 413, i kommentaren til UfR 1999.353 og UfR 1999.360 H.
  • 20
    Walsøe i UfR 1995B.128 i kommentaren til UfR 1994.823 H.
  • 21
    Evald, «Den juridiske tradition» Iversen m.fl. (red.) Festskrift til Bent Iversen, 2019, s. 15–26, s. 23.
  • 22
    Pound, «Law in books and law in action» i American Law Review, 1910, vol. 44, s. 12.
  • 23
    Evald i fodnote 21, s. 24 f.: «det skarpe skel mellem lovpositivisme, pragmatisme og andre skoleretninger er i dag helt udvisket eller er helt væk».
  • 24
    James, Pragmatism, NY, 1907 (genoptrykt 1975), s. 29.
  • 25
    Se f.eks. Lind, «The Mismeasurement of Legal Pragmatism» i Washington University Jurisprudence Review, 2012, vol. 4, s. 213–268, s. 225, 226, 230 og 234. Se tilsvarende Cotter, «Legal Pragmatism and the Law and Economics Movement» i Georgetown Law Journal, 1996 vol. 84; Blandhol i fodnote 9, s. 53.
  • 26
    Posner, «What Has Pragmatism to Offer Law?» i Southern California Law Review, 1990, vol. 63, s. 1653–1670, s. 1660.
  • 27
    James, The Meaning of Truth, NY, 1909 (genoptrykt 1975) s. 55 (»the« er kursiveret i originalen).
  • 28
    Lind i fodnote 25, s. 224.
  • 29
    James i fodnote 24, s. 31 f.
  • 30
    Dewey, Pragmatism, NY, 1907 (genoptrykt 1975) s. 42.
  • 31
    Lind i fodnote 25, s. 217.
  • 32
    Cardozo, The Nature of the Judicial Process, NY, 1921, s. 102.
  • 33
    Tamanaha, Law as a Means to an End: Threat to the Rule of Law, NY, 2006, s. 129–130.
  • 34
    Luban, «What's Pragmatic About Legal Pragmatism?» i Cardozo Law Review, 1996, vol. 43, s. 43.
  • 35
    Ibid., s. 45.
  • 36
    Dworkin, Law's Empire, Oxford 1986, s. 161, og tilsvarende i Dworkin, Justice in Robes, Mass. 2006, s. 21.
  • 37
    Cook, «The Death of God in American Pragmatism and Realism» i Georgetown Law Journal, 1994, vol. 82, s. 1431.
  • 38
    Lind i fodnote 25.
  • 39
    James i fodnote 24, s. 35.
  • 40
    Gomard i fodnote 9, s. 358.
  • 41
    Dahl i fodnote 3.
  • 42
    Cardozo i fodnote 32, s. 88 f. og f.eks. s. 66–67.
  • 43
    Ibid., s. 114.
  • 44
    Ibid.
  • 45
    Stuer Lauridsen, Om ret og videnskab – lærebog i almindelig retslære, København, 1992, s. 111 f.
  • 46
    Gomard i fodnote 9, s. 351.
  • 47
    Lind i fodnote 25, s. 252.
  • 48
    Lau Hansen, «En god ret – om færdigretter og retfærdighed, TfK 2019.6.
  • 49
    Tamanaha, «Pragmatism in U.S. Legal Theory: Its Application to Normative Jurisprudence, Sociolegal Studies and Fact-Value Distinction» i The American Journal of Jurisprudence, 1996, vol. 41, s. 328.
  • 50
    Butler, «Legal Pragmatism: Banal or Beneficial as a Jurisprudential Position? i Essays in Philosophy, 2002, vol. 3, s. 14.
  • 51
    Tushnet, «Pragmatism and Judgment: A Comment on Lund», i New York University Law Review, 2004, vol. 99, s. 290.
  • 52
    Luban i fodnote 34.
  • 53
    Posner i fodnote 26, s. 166: «Although professional discourse has always been predominantly formalist, most American judges have been practicing pragmatists, in part because the materials for decision in American law have always been so various and conflicting that formalism was an unworkable ideal.»
  • 54
    Ross i fodnote 4, s. 162.
  • 55
    Ibid., s. 185. Se tilsvarende Hart, The concept of law, 1962, s. 200.
  • 56
    Ross i fodnote 4, s. 187.
  • 57
    Ibid., s. 159 og s. 130.
Copyright © 2020 Author(s)

CC BY-NC-ND 4.0