Innhold

  • Abstract
  • Indledning
  • Hvorfor skal politiet inddrage civilsamfundet?
  • Hvordan kan politiet inddrage civilsamfundet?
  • Community policing i Københavns Vestegns Politi
  • Politiet kan skabe policingplatforme
  • De nødvendige forudsætninger for succesfuld policing
  • Policingplatforme – et perspektiv på civilsamfundsinddragelse

Indledning1. Artiklen tager afsæt i forfatternes erfaringer, observationer og refleksioner. Artiklens indhold er dermed alene udtryk for forfatternes egne opfattelser af civilsamfundsinddragelse i et politimæssigt perspektiv. Alle henvendelser angående denne artikel bedes adresseret til Therese Heide Skytte på e-mail: therese@heide.it.

Civilsamfundsinddragelse er et centralt begreb i Dansk Politis tryghedsskabende og kriminalitetsforebyggende arbejde (Rigspolitiet 2017a). Det er samtidig et begreb, der tillægges forskellige betydninger, ligesom udmøntningen af civilsamfundsinddragelse i praksis sker på vidt forskellige måder.

Denne artikel er et bidrag til fælles forståelse i Dansk Politis arbejde med civilsamfundsinddragelse. Artiklen skal derfor læses som et indspark fra praktikere til praktikere. Bl.a. fordi vores empiriske grundlag er begrænset til tre cases i én politikreds. Vores ambition er at give et fundament til den politileder eller de samarbejdsfora (lokalråd, partnerskaber o. lign), der skal arbejde med civilsamfundsinddragelse i praksis. Artiklen er samtidig en åben invitation til forskere inden for området ud fra et ønske om at knytte praksis og forskning på området tættere sammen. Artiklen besvarer derfor to centrale spørgsmål:

Hvorfor skal politiet inddrage civilsamfundet?

Hvordan kan politiet inddrage civilsamfundet? Spørgsmålet om, hvorfor politiet skal inddrage civilsamfundet besvares ved at kombinere eksisterende viden om civilsamfundsinddragelse med politiforskning. Overordnet er svaret, at politiet skal inddrage civilsamfundet, fordi det er en langt mere effektiv tilgang ift. traditionelle reaktive politimetoder. På kort sigt ift. at håndtere en specifik kriminalitets- eller tryghedsudfordring, men også på lang sigt, fordi det skaber resiliente lokalsamfund, der kan forebygge, at kriminalitets- og tryghedsudfordringer opstår. Ved at inddrage civilsamfundet skaber man samtidig et positivt møde mellem borgere og politi, der styrker tilfredsheden med politiet og politiets legitimitet.

Spørgsmålet om, hvordan politiet kan inddrage civilsamfundet besvares ud fra både teori og erfaringer fra praksis. Vi argumenterer for, at måden man som politi kan arbejde med civilsamfundsinddragelse er gennem metoden og filosofien community policing. Overordnet betyder det et skifte i retning af den oprindelige filosofiske betydning af politi, hvor politi er et begreb frem for en myndighed. Policing handler om at skabe ideel balance i et samfund, og politiet er blot én blandt mange aktører, der policer.

Hvordan denne policing kan foregå i praksis, illustrerer vi gennem erfaringer med tre cases, hvor vi har arbejdet med civilsamfundsinddragelse i regi af Forebyggelsessekretariatet i Københavns Vestegns Politis Lokalpoliti.

Fællestrækkene for de tre cases er, at politiet har en unik position ift. at samle borgere og civilsamfundsaktører generelt. Man er ofte nysgerrig på politiet som myndighed og føler en forpligtelse til at møde op, når politiet er initiativtager. Vi introducerer begrebet policingplatforme til at beskrive de forskellige måder, hvorpå politiet samler borgere og civilsamfundsaktører og dermed skaber betingelser for policing i et lokalsamfund. Vi gennemgår vores erfaringer med forskellige policingplatforme og opridser hvilke forudsætninger, der er nødvendige for, at policingplatformene opnår den ønskede effekt omkring lokale udfordringer, tryghed, resiliens og legitimitet. Forudsætningerne er, at man tør give slip og påtage sig en understøttende rolle som myndighed, ligesom man skal sikre opfølgning og tilbagemelding.

Som nævnt er denne artikel et bidrag til dansk politis arbejde med civilsamfundsinddragelse. I dansk politi anvender vi i dag løbende begreber som civilsamfundsinddragelse, community policing og co-creation til trods for, at der hersker forvirring om, hvad de enkelte begreber dækker over. På baggrund af artiklen er vores oplæg, at den brede forståelse af community policing bør være den grundlæggende filosofi bag politiets inddragelse af civilsamfundet. Den brede forståelse af community policing er, at politiet blot er én blandt mange aktører, der policer et lokalsamfund. Hvis vi reelt ønsker at opnå de ønskede effekter omkring lokal resiliens, tryghed og kriminalitetsforebyggelse, bør civilsamfundet være en ligeværdig aktør.

I virksomhedsstrategien 2018 er et af fokusområderne ”at styrke borgerinddragelsen i politiets opgaveløsning” (Rigspolitiet 2017b). En sådan formulering kan tolkes som, at politiet anses som den overordnede myndighed frem for en ligeværdig aktør. Vi mener, at borgerne er de bedste til at definere udfordringer, opgaver og løsninger. Derfor bør fokus i lige så høj grad være på borgerens opgaveløsning, og hvordan politiet bedst muligt understøtter borgeren. Det betyder også, at man ikke bør topstyre valget af konkrete metoder til inddragelse af civilsamfundet. I mange tilfælde vil borgernes udfordringer ift. tryghed og kriminalitet være helt lokale, hvorfor den konkrete løsning bør skræddersyes til den lokale kontekst2.  ”Because modern day communities are increasingly complex, diverse and multicultural, no one single approach to delivering public safety and security can prove successful…” (van der Giessen et al 2017).. Eksempelvis kan co-creation og Tryghedsambassadør3. Metoder der fremhæves i den operative strategi for politiets indsats på tryghedsområdet (Rigspolitiet 2017). være hensigtsmæssige metoder i nogle kontekster, men uhensigtsmæssige metoder i andre kontekster.

Hvorfor skal politiet inddrage civilsamfundet?

For at svare på, hvorfor politiet skal inddrage civilsamfundet, kombinerer vi herunder generel viden om civilsamfundsinddragelse med politiforskning. Vi gennemgår, hvad civilsamfundet er og kan, samt hvorfor det er en særlig vigtig ressource.

Civilsamfund kan sikre sammenhængskraft i fragmenterede lokalsamfund

Civilsamfundet er et bredt begreb, der kan beskrives som en ”fællesbetegnelse for de aktører og grupperinger, som eksisterer imellem og uafhængigt af privatsfæren, markedet og det offentlige i et demokratisk samfund” (Socialministeriet 2010). Grænserne mellem de forskellige aktører og sfærer er imidlertid ikke klart afgrænsede, og mange aktiviteter i samfundet går på tværs af hinanden. I det daglige politiarbejde er det ofte de særligt aktive borgere, frivillige organisationer, fonde, selvejende institutioner, interesseorganisationer, grundejer- og boligforeninger og sportsklubber, vi forbinder med civilsamfundet.

Det er ofte lettere at forholde sig til begrebet civilsamfund, når vi ser på et lokalområdes civile ressourcer.

Grundlaget for at arbejde med de civile ressourcer i lokalsamfundene har imidlertid forandret sig. Hvor et lokalsamfund tidligere har været præget af stærkt kendskab til hinanden samt høj grad af social kontrol, ser vi i dag lokalsamfund karakteriseret ved øget fragmentering, differentiering og individualisering. Borgernes tilhørsforhold og hverdagsliv er ikke længere baseret på traditionelle klassetilhørsforhold og lokalsamfund. Man skal i stedet forholde sig til en global og differentieret verden uden traditionelle bindinger til et særligt sted og folk (Giddens 1991; Beck 2000; Putnam 2000; Sennet 1998).

En del af løsningen ift. at skabe den nødvendige sammenhængskraft i lokalsamfundene ligger hos civilsamfundet. I civilsamfundet eksisterer der ressourcer og muligheder, som ingen myndighed kan opbygge alene. Aktive borgere og foreninger har en rækkevidde og viden om lokalsamfundet, som gør dem i stand til at samle en bred vifte af borgere i deres netværk. Samtidig har civilsamfundsaktører gode betingelser for at opbygge fællesskaber i lokalsamfundet og understøtte borgernes følelse af ejerskab til og forpligtelse over for deres nærområde (Pedersen & Sausdal 2013; Christensen, Avlund & Larsen 2011).

Sammenhængende lokalsamfund er resiliente

Begrebet resiliens er godt til at beskrive, hvorfor stærke og sammenhængende lokalsamfund er vigtige. Resiliens kan betegnes som ”…kapaciteten af enkeltpersoner, samfund, institutioner, virksomheder og systemer til at overleve, tilpasse og vokse uanset hvilke former for kroniske stressfaktorer og akutte chok, de oplever” (Vejle Kommune 2016:12). Der skelnes mellem forskellige kategorier af begrebet, herunder blandt andet teknisk, organisatorisk, økonomisk og social resiliens (Lemyre, Buré, Markon, Gibson, Carroll & Boutette 2008). Ser vi på community resilience eller social resiliens, kan resiliens ses som en proces, hvor lokalsamfund reducerer potentielle sårbarheder og opbygger beskyttende faktorer eller oplevelser (Ellis & Abdi 2017). Lemyre et al (2008) beskriver, at ”every community has inherent characteristics within it, which either foster or diminish its level of resilience […] A resilient community is one that takes intentional action to enhance the personal and collective capacity of its citizen and institutions to respond to, and influence the course of social and economic change.

Resiliens kan således både være en samfundsopbyggende proces og en tilstand, et lokalsamfund kan befinde sig i. Forskellen på resiliente og ikke-resiliente lokalsamfund er deres evne til at overkomme og tilpasse sig udfordringer, frem for kun at håndtere det, der måtte opstå. Det betyder blandt andet et lokalsamfund, der kan stå sammen om at løse en given udfordring, før det er for sent såvel som at modstå større, pludselige udfordringer (Lemyre et al 2008; Ellis & Abdi 2017).

Det at opbygge resiliens er ikke en lineær proces med et start- og et slutpunkt. Derimod er det en unik proces i hvert enkelt lokalsamfund, hvor de tiltag der skal til, afhænger af lokalsamfundets sammensætning af borgere, geografiske placering og aktuelle udfordringer (Lemyre et al 2008). Med andre ord er konteksten helt afgørende ift. valg af metode til at opbygge resiliens. Et fællestræk er dog, at gode sociale forbindelser – social kapital – er en grundlæggende forudsætning for resiliente samfund (Ellis & Abdi 2017; Lemyre et al 2008).

Civilsamfundsinddragelse sikrer bedre opgaveløsning ift. reaktive politimetoder

Der er forskellige årsager til, hvorfor politiet bør indgå som aktør i at inddrage civilsamfundet i forhold til at opbygge resiliens i lokalsamfundene. Først og fremmest fordi interaktion med civilsamfundet repræsenterer en langt mere effektiv tilgang end traditionelle reaktive metoder i politiarbejdet (Sherman 2013). Selvom det er en udbredt opfattelse, at effektivt politiarbejde handler om at slå hårdt ned og afskrække individer fra at begå kriminalitet, er denne tilgang ikke effektiv i forhold til at bekæmpe alle former for kriminalitet eller opnå langsigtede løsninger (Karn 2013; Lawrence & McCarthy 2013; Goldstein 1974; Cordner 2014). Den reaktive tilgang kan endda distancere politiet fra befolkningen og underminere den tillid, borgerne har til politiet (Miller et al 2014; Cordner 2014:150). Gennem de seneste år er fokus derfor rettet mod problemorienterede metoder, hvor politiet er proaktivt og fokuserer på at løse de bagvedliggende årsager til kriminalitetsproblemet (Weisburd, Telep, Hinkle & Eck 2008; Goldstein 1990). Civilsamfundsinddragelse er som metode en del af bevægelsen fra det reaktive til det problemorienterede politiarbejde. Når civilsamfundet deltager aktivt i at definere og indgå i problemløsningen af de lokale kriminalitets- eller tryghedsudfordringer, får man langt flere perspektiver, forklaringer og løsningsmuligheder og dermed bedre løsning af den konkrete opgave. På det mere abstrakte plan betyder civilsamfundsinddragelse, at politiet i højere grad bliver en ligeværdig medspiller, der skal løse opgaverne omkring kriminalitet og utryghed i fællesskab med øvrige aktører. En sådan form for deltagelse og interesse for lokalsamfundene skaber i sig selv tryghed for borgeren (Karn 2013; Myhill 2012). Samtidig er der solid evidens for, at politiets legitimitet samt borgernes tilfredshed med politiet stiger ved, at borgerne inddrages i politiets overvejelser om problemerne i deres lokalområder samt i selve problemdefinitionen (Gill, Weisburd, Telep, Vitter & Bennett 2016; Karn 2013; Mackenzie & Alistair 2009; Myhill 2012; Longstaff, Willer, Chapman & Czarnomski 2015; Lloyd & Foster 2009).

Hvordan kan politiet inddrage civilsamfundet?

Én måde for politiet at arbejde med inddragelse af civilsamfundet, er gennem metoden og filosofien community policing. Herunder beskriver vi, hvad community policing er, og hvordan det udgør et paradigmeskifte indenfor politivirksomhed. Efterfølgende illustrerer vi, hvordan community policing kan foregå i praksis gennem erfaringer med tre civilsamfundsinddragelsesprojekter i regi af Lokalpolitiet og Forebyggelsessekretariatet i Københavns Vestegns Politi. Københavns Vestegns Politi har de seneste år arbejdet målrettet med at udvikle metoder, redskaber og konkrete indsatser med udgangspunkt i civilsamfundsinddragelsesperspektivet i tæt samarbejde med kommunerne på Vestegnen. De tre cases er et udpluk heraf.

Community policing – en metode og filosofi for civilsamfundsinddragelse

Community policing bygger på den grundlæggende idé, at lokalsamfundene har en afgørende betydning i forhold til at imødegå lokale udfordringer, såsom kriminalitet og utryghed (Karn 2013). Det amerikanske Justitsministerium definerer community policing som ”organizational strategies that support the systematic use of partnerships and problem-solving techniques to proactively address the immediate conditions that give rise to public safety issues such as crime, social disorder and fear of crime.” (US Department of Justice 2014). Udgangspunktet er, at politiet indgår aktivt i partnerskaber med kommuner, virksomheder, individuelle borgere, frivillige organisationer og medier med henblik på at forebygge kriminalitet, adressere årsagerne til kriminalitet og reducere utryghed (Lawrence & McCarthy 2013; Miller et al 2014). Partnerskaberne tager udgangspunkt i den problemorienterede metode ved i fællesskab systematisk at identificere, afdække og fokusere på at løse årsagerne til problemerne (Lawrence & McCarthy 2013; Miller et al 2014; US Department of Justice 2014).

Tilgangen i community policing repræsenterer et paradigmeskifte inden for politivirksomhed, fra en traditionel forståelse af politiet som en myndighed, der primært håndhæver loven, til en langt bredere forståelse, hvor relationsopbygning i lokalsamfundet og et forebyggende fokus er det afgørende. Helt overordnet kan community policing ses som et skifte i retning af den oprindelige filosofiske betydning af politi, hvor politi er et begreb frem for en myndighed. Aristoteles anvender begrebet ”politeia”til at beskrive statens indre balance mellem befolkningsgrupper. I en dansk kontekst, har vi i Christian III´ reces af 1558 et påbud til borgmestre om at ”holde god orden og politi”. Vel at mærke længe inden det første politiembede blev etableret i Danmark i 1682 (Stevnsborg 2010; Christensen 2012; Henricson 2012). I mere moderne termer skelnes mellem policing og the police,hvor det at police betyder at skabe en ideel balance i et samfund – uanset om man er myndighed, privat aktør eller borger. The police er i den optik blot én gruppe blandt andre, der udøver policing (Christensen 2012:34; Johnston 2005). Eller som Sir Robert Peel beskrev i sine principper fra 1829:”The police are the people, and the people are the police” (Cordner 2014:148). Grænserne mellem myndigheder, borgere og civilsamfundsaktører er dermed langt mere flydende, eftersom ansvaret for at sikre samfundets balance og orden i højere grad er et fælles ansvar mellem myndigheder og civilsamfundsaktører (Karn 2013).

Et sådant paradigmeskifte kræver naturligvis, at man som myndighed tilpasser sit mindset. Eksempelvis ved at være bevidst om de flydende roller, og at det ikke på forhånd er afgjort, hvilke aktører, der kan løse hvilke opgaver. Hvis det på forhånd er afgjort, hvilke aktører, der kan løse hvilke opgaver, risikerer man som lokalsamfund at gå glip af en række muligheder4. Det skal dog understreges, at formaliserede strukturer såsom lokalråd og partnerskaber, SSP m.fl. sagtens kan være udgangspunkt for flydende roller og opgaver jf. erfaringer med bl.a. Åbent Lokalråd (case 1), der opridses senere i artiklen. (Olesen & Pors 2016).

Samtidig skal man acceptere tilgangens indbyggede dilemma omkring repræsentativitet. Hvis formålet er at skabe resiliens i lokalsamfundene, er en bred inddragelse af samfundsgrupper og samfundslag afgørende. Omvendt er det usandsynligt, at alle borgere kan og vil deltage i en sådan form for samarbejde – hvorfor fuld repræsentativitet sandsynligvis ikke kan opnås (Hansen 2010).

Ikke al magt kan deles med civilsamfundet

Idéen om myndigheder og civilsamfund som ligeværdige aktører har naturligvis sine forbehold og begrænsninger. Det er ikke al magt, der reelt kan deles. Eksempelvis sætter statens voldsmonopol en naturlig begrænsning ift. hvor langt civilsamfundet kan inddrages (Myhill 2012). Samtidig vil det fortsat altid være politiet, der i sidste ende har det formelle ansvar for den sociale kontrol. Når man i community policing opstiller politi og civilsamfund som ligeværdige aktører, er det kun i den udstrækning, der er reel villighed fra civilsamfundet til at indgå i problemløsningen. Ønsker civilsamfundet ikke at indgå i problemløsningen, er myndighederne nødt til at ty til andre metoder, eftersom det formelle ansvar for problemløsningen fortsat ligger hos myndighederne. Det skal derfor understreges, at community policing er en metode og en filosofi, men ikke en formel magtdeling mellem civilsamfund og myndigheder.

Community policing i Københavns Vestegns Politi

Civilsamfundsinddragelse har længe været en stor del af politiarbejdet i Københavns Vestegns Politi. Særligt i Lokalpolitiet er metoden velkendt. Her inddrages borgere løbende i forbindelse med opgaveløsningen. Fra 2016–2019 har politikredsen arbejdet målrettet med tre cases, hvor politiet har involveret civilsamfundet i tæt samarbejde med kommunerne, og hvor filosofien bag community policing har været udgangspunktet5. Eksempel på community policing som udgangspunkt ses her i et uddrag fra projektbeskrivelsen for Herlev passer på Herlev (case 1): ”..En vision om et lokalsamfund, hvor grænserne mellem politi, kommune og civilsamfund er utydelige, fordi alle tager et fælles ansvar for at skabe og opretholde tryghed.” . De tre cases beskæftiger sig med at skabe tryghed som overordnet formål, da netop tryghedsskabelse er så subjektivt og komplekst, at det er særligt velegnet til et tættere samarbejde med civilsamfundet. Samtidig har casene det til fælles, at de i varierende omfang har involveret Lokalrådet6. Lokalrådet er et fast samarbejds- og koordinationsorgan med repræsentanter fra politi og kommune. Medlemmerne og mødefrekvensen er fast(e). Her er der mulighed for at inddrage borgere, boligselskaber og andre i behandling af konkrete emner. som aktør.

CASE 1: Herlev passer på Herlev

Et civilsamfundsinddragelsesprojekt initieret af Herlev Kommune og Københavns Vestegns Politi i 2016. På baggrund af en række borgermøder og møder i civilsamfundsnetværk, er case 1 konkretiseret i seks pilotprojekter:

  • Herlevløberne løber for tryghed: Løbeklubben tilpasser løberuter til utrygge områder. Særligt umiddelbart efter et drab i Elverparken i Herlev, gjorde løberne en indsats ved at skabe liv i området, hvilket bidrog til at skabe tryghed.

  • Kampagne mod tricktyveri v. Ældresagen: Kommunikationskampagne om forebyggelse af tricktyveri, som Ældresagen tog initiativ til foranlediget af bekymringer hos borgere.

  • Natteravne: Etablering af Natteravne-afdeling i Herlev med nu over 70 medlemmer.

  • Åbent lokalråd: Udvidelse af det traditionelle lokalråd til at borgere også deltager i en åben del i forlængelse af det regulære lokalrådsmøde. Her er borgerne inviteret i kraft af deres repræsentantskab i grundejerforeninger etc.

  • Pas på Herlev-app: En app, hvor borgere kan rapportere evt. bekymringer til kommunen.

  • Tryghedsskabende indbrudsforebyggelse: En tredelt indsats med et indbrudsforebyggende borgernetværk inspireret af Nordjyllands Politi og Hjørring kommune. Hertil kommer forsøg med at borgere benytter usynlig mærkning samt oplysningskampagne om Nabohjælp. Alle indsatser skal styrke handlemulighederne blandt borgere i lokalområdet. Indsatserne er iværksat på baggrund af bekymring om indbrud på borgermøder i opstartsfasen.

CASE 2: Fælles om det gode liv i Avedøre stationsby

Et projekt, der via civilsamfundsinddragelse har til formål at øge sammenhængskraft, skabe tryghed og bidrage til den positive fortælling om boligområdet Avedøre Stationsby (indtil 2018 var området kategoriseret som et ”særligt udsat boligområde”). Projektet er initieret af Københavns Vestegns Politi og Hvidovre kommune i 2016. Ud fra indledende dialog med centrale aktører i Avedøre Stationsby samt et projektværksted, er projektet konkretiseret i flg. fire spor:

  • Forbedret image: Primært udmøntet via projektet Guidekorps Avedøre. Beboere afholder guidede ture i Avedøre stationsby for at dele de gode, personlige fortællinger om en spændende bydel. Initiativet drives af Forstadsmuseet, Teater Vestvolden, Hvidovre Bibliotek og Fritidsbutikken. Guidekorps Avedøre er inspireret af Guidekorps Gellerup.

  • Vi mødes på tværs: Etablering af fælleskøkken som udgangspunkt for at kunne samle beboere på tværs af bydelens mange små fællesskaber.

  • Øget aktivitet i området: Hundeluftere, Avedøre Kirke, Running Hvidovre mfl. sikrer øget naturlig overvågning i området. Samtidig tænkes i indsatser, der flytter liv ud i gaderne, fordi liv skaber tryghed.

  • Aktiviteter for unge: Der arbejdes med at skabe øget mulighed for meningsfuld fritidsbeskæftigelse i bydelen ved at involvere relevante aktører i civilsamfundet såvel som eksperter i fritidsjob. Initiativerne opstartes i et partnerskab mellem Hvidovre kommune, politikredsen og den socialøkonomiske virksomhed FRAK (Fritidsakademiet).

Alle initiativer understøttes med projektledelse og sekretariatsunderstøttelse af både politi og kommune.

CASE 3: Tryghedsambassadører i Ishøjcentret

Et koncept, der via inddragelse af strategisk udvalgte borgere (Tryghedsambassadører) skal styrke tryghed og dialog mellem politi og borgere. Med inspiration fra Midt- og Vestjyllands Politi, har Københavns Vestegns Politi opstartet projektet i Ishøjcentret i 20167. Konceptet er siden implementeret bredere i politikredsen. I denne case bliver der dog udelukkende trukket på de erfaringer, der fandtes ved artiklens udarbejdelse.. Ishøj kommune har bidraget med viden i forbindelse med opstarten. En Tryghedsambassadør er en borger med rækkevidde i et lokalt netværk, som forpligter sig til løbende dialog med Lokalpolitiet ang. trygheden i det givne område. I Ishøjcentret er der indgået aftaler med fire ambassadører.

Politiet kan skabe policingplatforme

Som det fremgår, er de tre cases grundlæggende forskellige ift. hvordan community policing er foregået i praksis og hvilke resultater, der er nået. Det skyldes bl.a. forskelle i lokal kontekst og mindset, som vi opridser senere i artiklen. Alligevel er et iøjnefaldende fællestræk for de tre cases, hvordan politiet i samarbejde med kommunerne har haft en unik position ift. at samle borgere og civilsamfundsaktører generelt. Frem for at indtage en traditionel initiativtagende politimæssig rolle, har politiet i de tre cases anvendt sin position til at skabe en platform for at andre aktører tager initiativ og agerer ift. at skabe ideel balance i lokalsamfundet. Dvs. at politiet skaber en platform for policing. Andre aktører kan naturligvis skabe lignende platforme, ligesom politiets skabelse af platforme sker i tæt samarbejde med eksempelvis kommunen8. Særligt case 1 og 2 er fælles initieret og drevet af både politi og kommune.. Alligevel er erfaringen fra de tre cases, at borgerne ofte er nysgerrige på politiet som myndighed, ligesom man føler en høj grad af forpligtelse til at møde op, når politiet er initiativtager. Der har i de tre cases været anvendt forskellige platforme; vi introducerer hermed begrebet policingplatforme. Platformene er herunder kategoriseret og vurderet ift. potentiale for at skabe policing9. Der skal tages forbehold for, at opstilling af både policingplatforme samt det efterfølgende afsnit om forudsætninger er baseret på begrænset empirisk materiale..

Policingplatform 1: Borgermøder

Borgermøder er en platform, der har været anvendt i case 1 og 2 som bred indgang af åben karakter, hvor alle med interesse har haft mulighed for at møde op. Initiativet til borgermøderne er kommet fra myndighederne. Der er blevet inviteret bredt via lokalpresse, lokale facebookgrupper og andre lokalt forankrede kanaler.10. Ud fra typologierne i Hansen (2010) kan denne borgerinddragelse betegnes som selvudvælgelse. Der har været varierende fremmøde.

Styrker ved borgermøder

Erfaringer fra de to cases, hvor denne platformstype har været anvendt, viser at helt åbne borgermøder kan være en velfungerende kanal som første skridt ift. at

  • orientere borgerne om omfang og karakter af en lokal udfordring.

  • afmystificere en udfordring med faktuelle oplysninger og derved i nogle tilfælde reducere den subjektive utryghed.

  • orientere borgere om generelle redskaber til at håndtere denne udfordring – herunder guide borgerne til, hvad de selv kan gøre.

  • identificere motiverede kræfter til policingplatform 2 eller 3.

Begrænsninger ved borgermøder

Den grundlæggende begrænsning ved borgermødet som policingplatform har været, at borgermøderne er initieret af myndigheder, ligesom det har været politi og kommune, der har stået på scenen, mens borgerne kan forholde sig mere passivt – særligt dér, hvor fremmødet har været stort. Det har betydet et begrænset ejerskab hos borgerne, ligesom borgermøderne kun sjældent fører til konkret handling fra borgernes side. Forventningen fra borgerne har været, at det primært er myndighedernes ansvar at følge op. Dvs. man fastholder den traditionelle rollefordeling mellem myndigheder og civilsamfundet, hvorfor borgermødet i denne form ikke kan stå alene, hvis man ønsker reel civilsamfundsinddragelse.

Policingplatform 2: Civilsamfundsnetværk

Civilsamfundsnetværk er en smallere platformstype, hvor deltagerne er strategisk udvalgte.11. Ud fra typologierne i Hansen (2010) kan policingplatform 2 og 3 kategoriseres enten som ’repræsentanter fra foreninger’ og/eller ’håndplukkede argumenter’. Vi har fra de tre cases erfaringer med to typer civilsamfundsnetværk: Et netværk der arbejder med en specifik udfordring og de bredere netværk, der er sammensat på baggrund af fælles interesse, men uden en fast defineret udfordring.

Styrker ved civilsamfundsnetværk

Styrken ved civilsamfundsnetværkene har i de tre cases været, at man her i højere grad ift. det brede borgermøde inddrager borgerne som ligeværdige policingaktører. Det betyder også, at civilsamfundsnetværkene i højere grad har medført reel handling fra civilsamfundet. Platformen skaber momentum for, at borgere selv tager initiativ til policing, hvormed myndighedernes rolle bliver understøttende i en form for sekretariatsfunktion. Eksempelvis affødte et indledende møde i case 1 med udvalgte Herlev-borgere oprettelsen af Natteravne i kommunen samt en tricktyverikampagne drevet af Ældresagen. Hverken kommune eller politi har efterfølgende været involveret i de to initiativer. I indbrudsnetværket i case 1, har politi og kommune haft en sekretariatsfunktion, som er opstået efterhånden som borgerne har taget netværket til sig.12. Det skal dog ikke undervurderes, hvor vigtigt det er at sikre forplejning, mødefaciliteter og –indkaldelser.

Begrænsninger ved civilsamfundsnetværk

Begrænsningen ved civilsamfundsnetværkene ift. policing har i nogle tilfælde været, at det fortsat i høj grad er foregået på myndighedernes præmisser. Myndighederne har i nogle tilfælde ikke formået at give plads til uformelle drøftelser i det formelle rum. Det har medført, at borgerne i disse tilfælde har brugt mødet som anledning til at sætte spørgsmålstegn ved myndighedernes indsats uden selv at indgå i problemløsningen. Til gengæld har denne begrænsning ikke været lige så udtalt i netværket med en mere fast defineret udfordring (jf. det indbrudsforebyggende netværk i case 1).

En anden begrænsning, vi har oplevet i case 2 er, hvis netværksdeltagerne ikke køber præmissen for netværkets arbejde. Her erfarede vi, at vores fokus på problemet (utryghed) som udgangspunkt for arbejdet var en begrænsning for at deltagerne ville tage ejerskab. Da erkendelsen opstod hos politi og kommune, lykkedes det at få det vendt til et styrkefokus i stedet med en ny titel13. Projektets navn var ved opstart: “Tryghed i Avedøre Stationsby”. Efter en revurdering af at fokusere på styrker frem for problemer, blev titlen den nuværende: ”Fælles om det gode liv i Avedøre Stationsby”. på projektet, hvilket ændrede engagementet i positiv retning.

Policingplatform 3: Nøglepersoners eksisterende platform

Den tredje platformstype er ligeledes en smal platform, idet deltagerne er strategisk udvalgte. Her har politiet (evt. i samarbejde med kommunens medarbejdere) identificeret et lokalområdes nøglepersoner og styrket/udnyttet den platform, disse borgere allerede besidder. Forskellen fra policingplatform 2 er, at her er tale om et samarbejde med enkeltpersoner frem for et netværk. Det er særligt denne platform, der er anvendt i case 3: Tryghedsambassadører i Ishøjcentret.

Styrker ved brug af nøglepersoners eksisterende platform

Tryghedsambassadørerne i Ishøj har selv givet udtryk for en række styrker ved denne platform. Eksempelvis har dialogen mellem borger og politi samt det, at Lokalpolitiet agerer hurtigt og sikrer tilbagemelding betydet øget tryghed: ”Det er fordi, vi har bedre kommunikation. Vejen fra observation til handling bliver bare kortere […] Det er bevidstheden om, at politiet gør noget godt, når der er behov for det. Det betyder rigtig meget,” som én af tryghedsambassadørerne udtrykker det i en intern evaluering.14. Den interne evaluering er udarbejdet af p rojektleder Therese Heide Skytte i politikredsens Forebyggelsessekretariat. Samtidig har inddragelsen af borgernes perspektiver medført en mere problemorienteret tilgang. Et eksempel er, hvordan en Tryghedsambassadør i dialogen med politiet fremhæver, at der foregår utryghedsskabende narkotikasalg omkring centret. Herefter får lokalbetjenten kontakt til kommunens Center for Park, Vej og Miljø, der skærer beplantningen ned inden for et døgn, så det ikke længere er muligt at foretage det skjulte narkotikasalg. Reaktionstiden her er unik og skyldes sandsynligvis det gode samarbejde mellem lokalbetjentene og kommunen. Samtidig er Lokalrådet orienteret om opstart, hvormed kommunen valgte at byde ind med viden om nøglepersoner i centret fra gadeplansmedarbejdere, der kender centret. Ejerskabet hos kommunen kan dermed også tiltænkes en rolle i den hurtige opgaveløsning.

Begrænsninger ved brug af nøglepersoners eksisterende platform

Vi har primært haft positive erfaringer med denne policingplatform. Dog er det uklart, om de positive effekter fortsætter, eller om projektets nyhedsværdi i sig selv har haft indflydelse. Den naturlige begrænsning ved brugen af denne platform er, at den afhænger meget af enkeltpersoner. Både de enkelte nøglepersoner i civilsamfundet og deres netværk, men også den enkelte lokalbetjent. Den lokalbetjent, der har kontakten til ambassadørerne kan kun i begrænset omfang erstattes. Vi har dog erfaring med at en anden lokalbetjent, som i forvejen er et kendt ansigt i Ishøjcentret har kunnet indtræde. Det kræver derfor et unikt lokalkendskab, som det en lokalbetjent skaber, eftersom policingplatformen bygger på stærke relationer imellem betjent og borger.

De nødvendige forudsætninger for succesfuld policing

Erfaringerne fra de tre cases viser, at projektstyring (herunder sekretariatsunderstøttelse) og mindset hos myndighederne er helt afgørende for, om man opnår reel civilsamfundsinddragelse og dermed samtidig inddrager borgeren som ligeværdig policingaktør. Vi har i casene set eksempler på, at man, trods gode intentioner, har fastholdt en traditionel forståelse af rollefordelingen mellem borgere og myndigheder. Det resulterer i, at inddragelsen af borgerne bliver en overfladisk øvelse, der ser godt ud på papiret, men ikke udnytter det potentiale, der er i, at borgerne indgår som ligeværdige policingaktører. Vi har herunder samlet en række forudsætninger, der er afgørende for, om policingplatformene opnår den ønskede effekt omkring håndtering af lokale udfordringer, tryghed, resiliens og legitimitet.

Forudsætning #1: Giv slip og stol på civilsamfundets evner

Først og fremmest handler det om at turde give slip på den traditionelle rollefordeling mellem borgere og myndigheder. Grundvilkåret er, at man skal stole på civilsamfundets evner og berettigelse til at police.15.  ”…trust and legitimacy is a mutual process between police and communities where Community Policing can only be successful if the police also trust their communities and considers the involvement of communities in local safety issues as legitimate” ( van der Giessen et al 2017).

Helt lavpraktisk behøver det eksempelvis ikke være myndigheder, der leder møder eller står på scenen til borgermøder. Samtidig skal man også være villig til at sadle om og ændre kurs på baggrund af input fra borgerne. Eksempelvis oplevede man som nævnt blandt borgerne i Avedøre Stationsby (case 2) en grundlæggende modvilje ift. at tale om bydelens utryghed/tryghed. Derfor ændrede man projektets fokus, hvilket bl.a. sås i en navneændring fra ”Tryghed i Avedøre Stationsby” til ”Fælles om det gode liv i Avedøre Stationsby”. Med denne navneændring blev styrkemarkørerne omkring det at bo i boligområdet fremhævet frem for fokus på den negativt betonede utryghed.16. Jf. Center For Boligsocial Udviklings (2016) opdeling i problem- og styrkefokus mm.

Forudsætning #2: Understøt frem for at styre

Det at give slip på traditionelle roller og ansvar betyder dog ikke, at myndigheder skal trække sig, for i den bedste mening at give plads. Myndigheder skal understøtte borgerne og bære deres idéer frem. Ved at understøtte borgernes idéer, skaber man også manøvrerum til ind i mellem at afvise en idé, der ikke er opbakning til politisk eller hvor forskningen og det fagprofessionelle taler imod. Det er ikke alle idéer, der er gode eller implementerbare – hverken dem, der kommer fra borgerne eller myndighederne. Myndigheder skal anerkende, at deres rolle er at facilitere og understøtte frem for at styre. Man skal være borgernes sekretær, der gør det så nemt som muligt for borgerne at police. Et eksempel fra det indbrudsforebyggende netværk i case 1 er, at borgerne kvitterede for et godt råd, en lokalbetjent havde givet, de kunne bruge i deres lokalområder til at skræmme indbrudstyve væk. Samtidig efterspurgte de den viden, der lå bag rådet. I stedet for at henvise borgerne til de fire teksttunge rapporter, myndighederne kender til, blev borgerne til næste møde præsenteret for et tre-siders overblik over viden om indbrudsforebyggelse opsummeret i nogle overordnede råd, de kan anvende direkte i deres dagligdag.

Forudsætning #3: Gå i reel dialog

Samtidig med, at man skal stole på civilsamfundets evner og understøtte borgerne i at police, skal man også som myndighed bruge sin faglighed aktivt. En del af det at tage borgerne alvorligt er netop at indgå i en reel dialog, hvor man lytter, men samtidig er bevidst om styrken i sin faglighed. Eksempelvis var der til åbent lokalråd i case 1 en drøftelse af, hvorfor der ikke nødvendigvis sendes en patruljevogn ud, når en borger ringer til politiet i forbindelse med salg af narkotika. I stedet for at love flere patruljevogne, tog lokalbetjenten den reelle dialog og forklarede, hvordan narkotikasalget i det pågældende område er ekstremt mobilt og skjult i sin karakter. Netop derfor bekæmpes narkotikasalget ikke bedst via patruljevogne. Til gengæld, fik borgerne at vide, at det er ekstremt værdifuldt for politiet, at man anmelder salget. I så fald sikrer man, at politiet kender til problemet og kan vælge den mest hensigtsmæssige måde at tackle problemet på. Her sikres denne reelle dialog samtidig med, at borgerne guides på en inddragende måde.

Forudsætning #4: Giv opfølgning og tilbagemelding

Som eksemplet fra åbent lokalråd i case 1 også illustrerer, er dialogen mellem myndigheder og borgere afgørende for den effektive inddragelse af civilsamfundet. Hvis der eksempelvis er iværksat et civilsamfundsnetværk, bør man løbende følge op ift. hvordan det går, og om der er behov for yderligere understøttelse. Man bør ligeledes være opmærksom på at fortælle, hvad myndighederne foretager sig. Eksempelvis viste case 3 med Tryghedsambassadører i Ishøjcentret, at Tryghedsambassadørernes subjektive tryghed blev øget, når de fik tilbagemeldingerne om, hvordan politiet agerer på anmeldelser fra borgere. Selvom informationerne fra politiets synsvinkel ofte kan synes ubetydelige, giver tilbagemeldingen vished om, at man kan stole på, at politiet handler – enten her og nu eller ved at give informationer videre til relevante aftagere såsom andre borgere, kommunen, boligselskaber o.lign.

Policingplatforme – et perspektiv på civilsamfundsinddragelse

Vi har gennemgået og argumenteret for hvorfor og hvordan politiet kan inddrage civilsamfundet. Den grundlæggende præmis er, at politiet skal inddrage civilsamfundet, fordi det er en langt mere effektiv tilgang til komplekse problemer i fragmenterede lokalsamfund ift. traditionelle reaktive politimetoder på både kort og lang sigt. Med den præmis som udgangspunkt argumenterer vi for, at den brede forståelse af community policing bør være den grundlæggende filosofi bag politiets inddragelse af civilsamfundet. Den brede forståelse af community policing er, at politiet blot er én blandt mange aktører, der policer et lokalsamfund. Politi, civilsamfund og andre myndigheder er dermed ligeværdige partnere, der sammen bidrager til at skabe ideel balance i et lokalsamfund. De langt mere flydende grænser mellem parterne betyder, at man som myndighed må ændre sit mindset. Frem for at indtage en traditionel initiativtagende politimæssig rolle, kan man anvende sin position til at skabe en platform for, at andre aktører tager initiativ og agerer. Det vi i artiklen betegner som policingplatforme. På praksisniveau argumenter artiklen samtidig mod en ”one size fits all-” tilgang – en opfattelse, der bakkes op af nyere europæisk forskning på området: ”…Community Policing is not a uniform concept and the local implementation is highly contingent on the local context and mutual trust and perceived legitimacy between the police and the local community…” (van der Giessen Brein & Jacobs 2017:45).

Den lokale kontekst er altafgørende for den policing, der kan foregå og for de policingplatforme, politiet bør skabe, såfremt målet er en effektiv og meningsfuld opgaveløsning.

Litteratur

  • Center for Boligsocial Udvikling (CFBU) (2016): Aktiviteter der styrker naboskabet – kortlægning af international forskning og erfaringer. Center for Boligsocial Udvikling.
  • Christensen, Klavs Odgaard , Nikolaj Avlund & Majken Rhod Larsen (2011): Beredskabet i Gellerup – En effektiv strategi mod kriminalitet i et udsat boligområde. Center for Boligsocial Udvikling.
  • Christensen, Mikkel Jarle (2012): Fra det evige politi til projektpolitiet. Jurist og Økonomforbundets Forlag.
  • Cordsen, Gray (2014): Community Policing, i: Michael D. Reisig & Robert J. Kane 2014: The Oxford Handbook of Police and Policing . Oxford University Press.
  • van der Giessen, Mark, Elisabeth Brein & Gabriele Jacobs (2017): Community Policing: The Relevance of Social Contexts, i: Bayerl, P Saskia, Ruza Karlovic, Babak Akhgard og Garik Markarin (red.): Community Policing – A European Pespective. Springer International Publising AG.
  • Gill, Charlotte, David Weisburd, Cody W. Telep, Zoe Vitter & Trevor Bennett (2016): Community-oriented policing to reduce crime, disorder and fear and increase legitimacy and citizen satisfaction. Journal of Experimental Criminology, DOI 10.1007.
  • Ellis, B. Heidi & Saida Abdi (2017): Building Community Ressilience to Violent Extremism Through Genuine Partnerships. American Psychologist, Vol.72:3,289–300.
  • Giddens, Anthony (1991): Modernity and Self-Identity. Cambridge: Polity Press.
  • Goldstein, Herman (1974): Improving policing: a problem-oriented approach. Cri me and Dilenquency , Vol 25:2, 236–258.
  • Goldstein, Herman (1990): Problem-oriented Policing. New York: McGraw-Hill.
  • Hansen, Kasper Møller (2010): Borgerinddragelse. Et studie af borgerinddragelsen i regioner og kommuner. Syddansk Universitetsforlag.
  • Henricson, Ib (2012): Politiret. 5. Udgave. København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag.
  • Johnston, Les (2005): The rebirth of private policing. Routledge.
  • Karn, Jacqui (2013): Policing and Crime Reduction. The evidence and its implications for practice. The Police Foundation.
  • Lawrence Sarah & Bobby McCarthy (2013): What works in Community Policing? A Best Practices Context for Measure Y Efforts. The Chief Justice Earl Warren Institute On Law and Society Policy, University of California Berkley, School of Law.
  • Lemyre, L., P. Buré, M-P. Markon, S. Gibson, A. Carroll & P. Boutette (2008): Building Communities Resilient to Crime, Disasters and Violent Extremism. Metropolis Project – Justice, Policing and Security Building Resilient Communities.
  • Lloyd, Kate & Janet Foster (2009): Citizen Focus and community Engagement: A review of the Literature. London: The Police Foundation.
  • Longstaff, Abie, James Willer, John Chapman & Sarah Czarnomski (2015): Neighbourhood policing: Past, present and future. A review of the literature. London: The Police Foundation.
  • Mackenzie, Simon & Henry Alistair (2009): Community Policing: A Review Of The Evidence. Scottish Government Social Research.
  • Miller, Linda S. et al (2014): Community Policing. Partnerships for problem solving. 7. Udgave. Delmar Cengage Learning, USA.
  • Myhill, Andy (2012): Community Engagement in Policing. Lessons from the literature. UK: National Policing Improvement Agency.
  • Olesen, Kristian Gylling & Anja Svejgaard Pors (2016): Borgernær ledelse. Akademisk Forlag.
  • Pedersen, Kasper Krog & David Brehm Sausdal (2013): Tryghedsnetværk – Kriminalpræventivt og tryghedsskabende samarbejde mellem politi og fagpersoner i udsatte boligområder. Den Trygge Kommune & Gemeinshaft.
  • Putnam, Robert (2000): Bowling alone: The Collapse and Revival of American Community. New York: Simon and Schuster.
  • Cordner, Gary (2014): Community Policing, i: Michael D. Reisig & Robert J. Kane, red (2014): The Oxford Handbook of Police and Policing. Oxford University Press.
  • Rigspolitiet (2017a): Operativ strategi – politiets indsats på tryghedsområdet 2017–2020. Rigspolitiet.
  • Rigspolitiet (2017b): Politiets virksomhedsstrategi 2018. Rigspolitiet.
  • Sennet, Richard (1998): The Corrosion of Character: The Personal Consequence of Work in the New Capitalism. London: W.W. Norton.
  • Sherman, Lawrence W. (2013): The Rise of Evidence-Based Policing: Targeting, Testing, and Tracking. University of Chicago.
  • Stevnsborg, Henrik (2010): Politi 1682 – 2007. Frederiksberg: Samfundslitteratur.
  • Socialministeriet (2010): National Civilsamfundsstrategi – en styrket inddragelse af civilsamfundet og frivillige organisationer i den sociale indsats. Socialministeriet.
  • Vejle Kommune (2016): Vejles resiliensstrategi. Vejle Kommune.
  • Weisburd, David, Cody W. Telep, Joshua C. Hinkle & John E. Eck (2008): The Effects of Problem-oriented Policing on Crime and Disorder. Campell Systematic Reviews.
  • US Department of Justice (2014): Community Policing Defined. Community Oriented Policing Services. US Department of Justice.
  • 1
    Artiklen tager afsæt i forfatternes erfaringer, observationer og refleksioner. Artiklens indhold er dermed alene udtryk for forfatternes egne opfattelser af civilsamfundsinddragelse i et politimæssigt perspektiv. Alle henvendelser angående denne artikel bedes adresseret til Therese Heide Skytte på e-mail: therese@heide.it.
  • 2
    ”Because modern day communities are increasingly complex, diverse and multicultural, no one single approach to delivering public safety and security can prove successful…” (van der Giessen et al 2017).
  • 3
    Metoder der fremhæves i den operative strategi for politiets indsats på tryghedsområdet (Rigspolitiet 2017).
  • 4
    Det skal dog understreges, at formaliserede strukturer såsom lokalråd og partnerskaber, SSP m.fl. sagtens kan være udgangspunkt for flydende roller og opgaver jf. erfaringer med bl.a. Åbent Lokalråd (case 1), der opridses senere i artiklen.
  • 5
    Eksempel på community policing som udgangspunkt ses her i et uddrag fra projektbeskrivelsen for Herlev passer på Herlev (case 1): ”..En vision om et lokalsamfund, hvor grænserne mellem politi, kommune og civilsamfund er utydelige, fordi alle tager et fælles ansvar for at skabe og opretholde tryghed.”
  • 6
    Lokalrådet er et fast samarbejds- og koordinationsorgan med repræsentanter fra politi og kommune. Medlemmerne og mødefrekvensen er fast(e). Her er der mulighed for at inddrage borgere, boligselskaber og andre i behandling af konkrete emner.
  • 7
    Konceptet er siden implementeret bredere i politikredsen. I denne case bliver der dog udelukkende trukket på de erfaringer, der fandtes ved artiklens udarbejdelse.
  • 8
    Særligt case 1 og 2 er fælles initieret og drevet af både politi og kommune.
  • 9
    Der skal tages forbehold for, at opstilling af både policingplatforme samt det efterfølgende afsnit om forudsætninger er baseret på begrænset empirisk materiale.
  • 10
    Ud fra typologierne i Hansen (2010) kan denne borgerinddragelse betegnes som selvudvælgelse.
  • 11
    Ud fra typologierne i Hansen (2010) kan policingplatform 2 og 3 kategoriseres enten som ’repræsentanter fra foreninger’ og/eller ’håndplukkede argumenter’.
  • 12
    Det skal dog ikke undervurderes, hvor vigtigt det er at sikre forplejning, mødefaciliteter og –indkaldelser.
  • 13
    Projektets navn var ved opstart: “Tryghed i Avedøre Stationsby”. Efter en revurdering af at fokusere på styrker frem for problemer, blev titlen den nuværende: ”Fælles om det gode liv i Avedøre Stationsby”.
  • 14
    Den interne evaluering er udarbejdet af p rojektleder Therese Heide Skytte i politikredsens Forebyggelsessekretariat.
  • 15
    ”…trust and legitimacy is a mutual process between police and communities where Community Policing can only be successful if the police also trust their communities and considers the involvement of communities in local safety issues as legitimate” ( van der Giessen et al 2017).
  • 16
    Jf. Center For Boligsocial Udviklings (2016) opdeling i problem- og styrkefokus mm.
Copyright © 2019 Author(s)

CC BY-NC 4.0